Kétala - Fatou Diome

• French
• December 26-29
• 287 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome er en senegalesisk forfatter, som debuterede i 2003, og hvis bøger længe har stået på læselisten. Jeg fik ved et tilfælde fat i hendes anden roman lige inden jul, og den blev nydt i ganske små bidder hjemme i Danmark - og i den lange ventetid på et forsinket returfly. Jeg blev virkelig ikke skuffet!

Kétala er ordet for bodelingen efter en afdød i den muslimsk-senegalesiske kultur, og det er udgangspunktet for denne fine lille roman, hvor historien fortælles af netop tingene i en lejlighed, hvor den unge Memoria netop er død.

Alle hendes efterladte ting forbereder sig på at blive fordelt mellem hendes familiemedlemmer, som det er tradition - men de vil forblive sammen og forarges over menneskets manglende respekt for objekter. Da de kun kender hendes livs historie fra de faser, de selv har overværet mangler de en del brudstykker for at forstå, hvorfor hun døde så ung. Perlekæden var jo tit med hende - og hovedpuden har tilbragt mange søvnløse, tårefyldte nætter sammen med hende; men tallerkenerne i køkkenet så kun Memoria, når der blev spist.

De beslutter sig derfor for at fortælle, hvad de hver især ved for at få den hele historie; således kan de ved adskillelsen alle dele historien om Memoria. Det giver to fantastiske 'historier' i bogen - først og fremmest selve Memorias historie om en afrikansk barndom i Dakar, et ægteskab med den homoseksuelle Makhbou og rejsen til Frankrig for at fjerne ham fra den transseksuelle gambier, Tamara, med hvem Makhbou har et seriøst forhold. Det er historien om de to meget tabubelagte emner i Afrika - homoseksualitet og AIDS. Memoria forsøger med alle midler at forføre den mand, som elsker hende som person - men ikke begærer hende. Da det ikke lykkes, skilles de og hun bliver prostitueret og får AIDS. Det er en tragisk historie om drømmen om Europa, og desillusionen - om familiens dom, da hun syg vender hjem; hvor kun Makhbou står ved hendes side.

Men det er også den poetiske historie om de forskellige objekter og deres indbyrdes rangorden. Det er H. C. Andersen-agtigt og selvfølgelig helt i ånd med afrikansk animisme - en elegant finurlig blanding. Det er ikke uden bagtanker, at mødelederen bliver den gamle afrikanske maske - men hvert objekt udvikler sin personlighed i tråd med dets egenskaber.

Der er en fantastisk humor i ordvalgene - der bliver trukket linier til de store franske klassiske forfattere; en egenskab, som Mabanckou også ynder som forfatter og som er fælles for mange fransksprogede afrikanske forfattere. De leger med det franske sprog, så det er en fryd at læse - men ikke altid nemt!

Nu skal jeg helt bestemt have fat i flere af hendes romaner, og jeg kan endnu engang kun begræde, at man totalt overser disse forfattere i skandinaviske oversættelser.

-----------------------------------------------------------------------------

Fatou Diome était sur ma liste des auteurs africains à lire depuis un certain temps, et finalement j'ai entamé mon premier roman. Ce fût un pur délice!

Le kétala est le rituel de partage des affaires d'un défunt, et dans cette histoire ce sont précisement les objets qui racontent l'histoire. Mémoria - une jeune sénégalaise - vient de mourir et toutes ses affaires se retrouvent dans son appartement en attendant qu'on vienne les séparer et les distribuer parmi les membres de sa famille.