Tuesday, March 5, 2013

The Hare with Amber Eyes - Edmund de Waal


























For et par år siden læste jeg den meget interessante bog om Camondo-familien; rige jøder, der efter at havde levet mange steder endelig slog sig ned i Paris - og hvorfra de sidste af slægten tog et tog til Auschwitz, og aldrig vendte tilbage. Den sidste kvinde med Camondo-navnet var Béatrice, som ikke var af deres slægt men gift med den sidste levende søn. Hun selv nedstammede fra Ephrussi-familien, som ligeledes var en velhavende jødisk familie. Deres historie er muligvis en anelse mindre tragisk, idet ingen endte i gaskamrene - men nedskrivelsen af den er langt mere interessant og levende, da det er skrevet af femte generation af familien. Det mærkes tydeligt i engagementet i forhold til bogen om Camondo-familien, som ellers er aldeles glimrende.

Edmund de Waal er manden i denne femte generation, og da hans grandonkel Iggie dør i starten af 1990'erne i Tokyo, arver han en samling af små japanske figurer også kendt under betegnelsen netsuke. Han har kendt dem siden sin barndom, men mere og mere begynder han at tænke over deres oprindelse, symbolik og historie; endelig tager han orlov fra sit eget arbejde som kunstkeramiker for at dykke ned i historien om familien.

Den starter et par hundrede år tidligere i Odessa, da Ephrussi-familien bliver mere og mere velhavende igennem deres forretning som kornsælgere. De ændrer navne fra fx det jødiske Chaim til de mere vestligtsindede Ignace og fra Leib , og faderen beslutter at sende de to sønner til de to byer, hvor tingene sker i midten af det 19. århundrede - Wien og Paris. De etablerer sig hvert sit sted, og bliver hurtigt en del af hovedstædernes kreds af rige og indflydelsesrige. De bygger store palæer - i Paris i gaden, hvor også Camondo-familien bor, og i Wien på Ringstrasse. Begge steder er kvarterer, hvor mange jøder slår sig ned - men uden at have statsborgerskabet.

I Paris følger man især sønnen Charles, som bliver grebet af datidens flirt med japansk kunst, og det er ham, der starter samlingen af netsuke. Hele 264 styks. Han er også en ivrig kunstsamler og mæcen, og en god ven af Proust, der efter sigende skulle have bygget sin personnage i hans uendelige dannelsesroman over ham. Det er også Charles, der optræder med den høje hat i Renoirs maleri af frokosten ved den lille restaurant langs floden; og datteren af hans elskerinde bliver udødeliggjort i Renoirs maleri, som i dag hænger i Schweiz.

I 1899 gifter Leons søn i Wien sig, og de 264 netsuke bliver pænt pakket ned og sendt afsted som bryllupsgave, hvor de kommer til at stå i det enorme palads på Ringstrasse. Nu følger vi Leon og hans unge kone Emmy, og senere deres tre fire børn. En af dem bliver Edmund de Waals farmor, og en anden den homoseksuelle grandonkel i Tokyo.

Men den sprudlende periode bliver kort for jøderne i Europa; først er der Dreyfus-affæren i Frankrig, som lægger en dæmper på Charles' sociale liv. I Wien starter tiden efter 1. Verdenskrig med den stigende antisemitisme forårsaget af en lille østrigers politiske fremgang i Tyskland.

Man skal selv læse den for at få hele historien om denne familie, som muligvis var én af de rigeste i Europa på den tid. Deres indkøbte kunstværker hænger i dag rundt omkring i verden - og det er mærkværdigt at tænke på, at det er deres personlige ejendele, jeg stod og beundrede på KHM i Wien - eller Orsay i Paris.

Jeg tror aldrig man kan forstå, hvor meget ondt nazisterne gjorde. Udover at dræbe på den mest bestialske måde, så er det heller ikke ingenting at fratage en slægt deres identitet og deres minder. Man kan leve uden at leve i den voldsomme luksus, som under alle omstændigheder var en forgangen livsstil efter de to store krige. Jødiske familier var tit spredt for alle vinde - krigen gjorde det endnu sværere for dem at finde hinanden og holde sammen; og samtidig konfiskerede man alt de havde. Det er voldsomt fald fra tinderne for personer, der var totalt uforberedte og uegnede til at leve på anden vis.

Edmund de Waal har fulgt de små netsuke igennem deres omskiftelige tilværelse, og gennem dem opdager og viderefortæller han familiens historie. Det er både historisk interessant og dybt rørende på det personlige plan.

No comments: