- Engelsk
- 22.-26. marts
- 577 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Lanchesters titel er dobbelttydig - Capital er såvel kapital som hovedstad, da romanen foregår i London i 2007-8, hvor finanskrise og bankkrak er en del af den moderne hverdag.
Der er mange personnager i Lanchesters roman, og det skifter i næsten hvert kapitel mellem alle disse forskellige personer. De har alle det til fælles, at de bor i den samme gade - Pepys Road - i en forstad til London. Et relativt velstillet kvarter, hvor vi møder en del af hovedpersonerne. Der er bankmanden Roger med konen Arabella, hvis eneste formål med livet er at spendere penge. Der er den gamle dame, som har boet i gaden hele sit liv men nu er ved at dø af en svulst i hjernen. Derigennem møder vi hendes datter, Mary, og hendes barnebarn - den alternative kunstner, som går under navnet Smitty.
Der er den pakistanske familie, som ejer kiosken for enden af gaden. De tre brødre, hvor den ene er gift mens de to brødre ikke rigtigt kan finde deres plads i livet, og tumler med lidt halv-terroristiske tankegange. De har lidt svært ved at acceptere livsstilen i kvarteret med al dens overflod, pornografiske blade i kiosken osv.
Der er også den polske arbejder, Bogdan, og Roger og Arabellas nanny - den ungarske Matya; og den illegale indvandrer Quentina fra Zimbabwe, som arbejder som p-vagt i gaden. Og der er den unge senegalesiske fodboldspiller, som kommer fra en landsby og bor i det fine hus med sin far mens han skal gøre karriere i en stor klub.
De er alle på en eller anden måde perifært i berøring med hinanden, og lever hvert deres lille liv - indtil de begynder at modtage mystiske postkort med billeder af deres huse og teksten We Want What You Have. Dette bliver sat op til at være lidt af et mysterie i bogen - som selvfølgelig opklares hen ad vejen; men det er i mine øjne lidt for opblæst i betydning.
Ligeledes er der heller ikke en reel interaktion mellem mange af personerne; Bogdan og Matya - de to indvandrere, der drømmer om penge og succes, bliver kærester samtidig med at Roger mister sit bankjob og hans ægteskab kuldsejler lidt. Er det en lektion om, at 'kapitalen' ikke er det vigtigste?
Den ene af de pakistanske brødre kommer i fængsel for terroristrelateret virksomhed og ender med at blive anklaget for at stå bag det alternative 'kunstprojekt' med postkortene - men det kunne også være Smitty, som har en tilknytning til gaden i kraft af sin mormor. Quentina ender i et asylcenter - men vi ved ikke om hun ender med at blive udvist.
Der mangler lidt rød tråd, synes jeg. Det er ganske fin læsning om vores tidsalder, og ganske almindelige menneskers relativt almindelige liv. Men det virker lidt som om, at der skulle proppes en af hver ind - de forskellige racer, sociale klasser, religioner osv. Og resultatet er lidt fladt i slutningen - mange løse ender, og ingen reel konklusion på noget.
Jeg har ikke nødvendigvis behov for at få resultater eller konklusioner på alt; men hvis man bruger næsten 600 sider på en historie om disse mennesker, ville jeg forvente en anden afslutning. Jeg synes heller ikke den var hylende morsom, som kritikken på forsiden antyder. Det var dejlig nem og flydende læsning, hvor man fik et fint indtryk af personerne - men ikke mere end det.
Og så er det temmelig irriterende med fejl, som da han beskriver fodboldspillerens afrikanske landsby, hvor folk stoppede selv ved grønt lys for at se ham spille!!! Jeg er total skråsikker - der er trafiklys i Dakar, der er et par stykker i Touba - der er allerede ingen i Saint-Louis, som er en af landets største byer... så der er helt sikkert ikke i Linguère, som er totalt fortabt midt inde i landet. Dårlig research!
No comments:
Post a Comment