L'impératrice de Pierre II - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 24.-26. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det skulle vise sig at være et yderst fornuftigt valg at vente med læsningen af biografien af Katarina 1. til begge bind var i hus. Som beskrevet i første bind er vi ved hendes dødsleje i maj 1727 i St. Petersburg, og hver time bringer os tilbage til hendes tilbageblik på hendes 43-årige liv, som nu er ved at slutte. Det foregår kronologisk i tilbageblik til tider afbrudt af dem, der i nutiden passer og plejer hende - eller forsøger at tvinge de sidste tjenester og privilegier ud af hende.

Historien om Katarina er i lige så høj grad historien om Peter den Store; tsaren, der ville hive Rusland ud af middelalderen og lagde grundstenen til St. Petersburg som den nye hovedstad. En despotisk tsar, der heller ikke var nem at leve med som ægtemand. Katarina var gravid hele tolv gange, men ni børn døde som små mens Peter levede, og en enkelt blot nogle uger efter hans død i 1725. Vigtigst af alt var der ingen drengebørn, der overlevede. Jeg har spekuleret på, om det kan skyldes den blødersygdom, der senere også ramte den sidste tronarving, men den kom tilsyneladende først ind i familiens gener langt senere.  

Ikke desto mindre var det et problem for tsaren, for landet - og for deres forhold. Katarina var konstant bange for at blive tilsidesat til fordel for en af Peters yngre elskerinder, der kunne give ham den eftertragtede arving. Det gjorde det ikke nemmere, at han var en del år ældre end hende - på trods af, at hun var gravid helt til hun var fyrre år. Temmelig usædvanligt for epoken!

Hans søn med den første tsarinde blev henrettet efter mistanke om komplot mod tsaren, og Katarina opnåede endelig at blive gift Peter i fuld offentlighed og senere kronet som tsarinde. Men hun måtte konstant være på vagt for dem, der ikke mente hendes ydmyge baggrund var en tsarinde værdig.

I den anden halvdel kommer vi også med på den store udlandsrejse Peter og Katarina sammen foretog i 1716-17 - en tyve måneder lang rejse, der blandt andet tog dem til København til Frederik IV's hof. Katarina var gravid på den rejse, og mistede et dødfødt barn - men der var ingen sympati (eller empati) at hente hos Peter. Hun balancerede sin indflydelse over ham ved at forsvare prins Menchikov, som i stigende grad udnyttede systemet, og stjal fra tsarens og Ruslands pengekasse. Men det var han næppe ene om - det var et korrupt system, og de levede i en verden så fjernt fra virkeligheden for de mange russere, der blot blev underlagt flere og flere skatter for at finansiere krige, paladser og overflod.

Det var en livsstil, der blot fortsatte i århundreder - til det endelig kollapsede i 1917; men er det reelt så anderledes i dag med et såkaldt demokrati?

Katarinas historie er tragisk på så mange måder; men den er ikke usædvanlig for tidens kvinder. Kærligheden betød mindre mellem ægtefolk - og endnu mindre for hende, der var fast besluttet på at fastholde den rigdom hun nu havde. Da Peter døde levede hun i konstant frygt for et statskup, og drak vel nok sig selv til døde. 

Det er en anderledes at fortælle en historie på, men det fungerer virkelig godt. Andet bind forsvandt som dug for solen og var perfekt læsestof til en majweek-end, der føltes som efterår og hvor man blot har lyst til at forsvinde i en bog.