Sommerfuglens stemme - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 9.-10. maj
• 448 sider

Benjamin Koppels debutroman Annas sang var en fryd for sjælen at læse, og jeg glædede mig til opfølgningen - hvis man kan kalde den det.

Det er stadig en historie om familien Koppelman, hvor det ikke er helt klart, hvor meget er opdigtet i forhold til hans egen families historie. Men det er en anden gren af familien end Anna; nu er det hovedpersonens, Alexander, egen mormor. 

Historien skifter mellem to perspektiver og fortællere for at mødes i de sidste kapitler. I slutningen af 2015 er Alexander og kæresten, Gry, i fertilitetsbehandling i København. De har været kærester i ti år, og rammer snart de fyrre år. Alexander er sanger, og underholder i TV ved et talentshow og optræder samtidig rundt omkring i landet. Det er et kunstnerliv med sprut, stoffer og slaphed. Gry forsøger at få Alexander til at tage ansvar; spise ordentligt og engagere sig i deres forsøg på at blive forældre. Men det er ikke nemt med en svigermor, der opfører sig som den diva, hun er og konstant kræver opmærksomhed uden nogen hensyntagen til deres privatliv. 

Indimellem historien om deres besøg på hospitalet, og Alexanders lade livsstil, møder vi Ruth, som er Annas kusine. Hun var også musiker i den store brogede Koppelman-familie, da hun i 1943 bliver deporteret til Theresienstadt - den lejr, hvor de danske jøder typisk blev sendt til. Hun sidder nu på et plejehjem i New York, og indtaler kassettebånd til det barnebarn, hun aldrig har mødt og dag efter dag udfolder hendes historie sig. Om lejren, om pinslerne, om den kærlighed hun også mødte der - og livet efter, hvor hun aldrig kom sig over traumerne.

Gry forsker i blandt andet traumer og en teori om, at de kan nedarves gennem generationer. Ruths traumer overføres til Lillian, Alexanders mor; og måske er det også derfor han ikke kan få styr på sine dæmoner? Det bliver en coming-of-age udvikling for Alexander, som ender med at rejse til USA for at møde den gamle dame. 

Trådene samles på alle mulige måder - men der er ikke de helt store overraskelser. Historien om Ruth er interessant, fordi den omhandler specifikt behandlingen af de danske jøder, som jo blev reddet af de hvide busser. Men jeg var ikke blæst bagover som med Annas sang.

Alexander og Lillian virker irriterende som personer, og selvom de begge udvikler sig for at få løst deres problemer, så virker det ikke helt overbevisende. Historierne om fertilitetsbehandlingen fylder forholdsmæssigt for meget for mig, og der er for mange ligegyldigheder som at nævne mærkerne på det tøj protagonisterne ifører sig. Hvorfor skal vi som læsere vide, at det er en Mads Nørgaard-jakke eller Paul Smith-sokker? Det virker som en blanding af product placement og namedropping!

I slutningen refereres der til Anna, som jo bor i Paris - og Alexander beslutter sig for at ville møde hende; derfor bliver det jo snarere en forløber til Annas sang, og som sådan ville man have været positivt overrasket over udviklingen i hans forfatterskab. Nu virker opfølgningen snarere som en lidt hul omgang, der rider på en bølge af succes.