Thursday, May 8, 2025

The Light of Paris - Eleanor Brown


 















  • Engelsk
  • 6.-8. maj
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde reserveret denne roman i november, da jeg netop var vendt hjem fra Paris og havde behov for at forlænge fornemmelsen af Paris lidt endnu. Den var vist blevet væk for dem, for det tog mange måneder - og det var vist ikke helt ventetiden værd.

Det er en historie, der kører i to spor - i nutiden, hvor Madeleine føler sig fanget i et ægteskab med den perfekte mand (i hendes mors og samfundets øjne i hvert fald) og i 1924, hvor hendes mormor, Margie,  var ung og rejste til Paris.

Vi er i det mondæne borgerlige USA, hvor det stadig er en ting at præsentere unge piger ved debutantballer - for både Madeleine og Margie - og man bruger sin tid på velgørenhed og ægteskabet.
Margie er 24 år og ugift i 1924, da hun afslår et frieri, og bliver sendt til Europa som anstandsdame for sin unge iltre kusine. Kusinen har dog ikke i sinde at lade sig overvåge af den kedelige Margie, og lader hende i stikken. I stedet får hun et job, opdager Paris og bliver venner med kunstnere. Hun "folder sig ud" og "blomstrer op".

Madeleine har giftet sig med en succesrig egoist, der kun vil have hendes navn og penge. Hun har opgivet sin drøm om at skrive, og da ægteskabet halter, tager hun hjem til moderen. Der finder hun mormoderens dagbøger fra Paris, og således får vi de to historier i parallelle spor.

Det er så forudsigeligt, at man græmmes! Madeleine begynder at skrive igen, og "blomstrer op". Hun møder en ny mand, og tager alle teenagealderens opgør med sin mor - 20 år for sent. Hun opdager sandheden om mormoderen - og at hendes morfar ikke var hendes biologiske morfar; men det halter noget med de psykologiske beskrivelser af kvinderne.

Det er en feel-good bog, der virkelig trak i langdrag for mig - ikke mindst fordi man kender slutningen ret tidligt i historien. 

No comments: