J'emporterai le feu - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 11.-12. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde ikke tænkt mig at investere i tredje bind af Slimanis marokkanske familiesaga efter at have læst andet bind færdig; men så var den på biblioteket, og franske anmeldelser mente, at det var det bedste af de tre bind. Det er jeg til dels enig i.

Vi starter i 2021 - midt i en pandemi - hvor Mia, tredje generation af familien, er i en form for depression. Denne ramme åbner og lukker historien med et mindre kapitel som et intermezzo midt i bogen. Men ellers er vi tilbage til slutningen af 1970'erne, hvor Aicha og Mehdi får deres anden datter - Mias lillesøster, Ines. 

Mehdi arbejder for en bank, og er højt på strå i det marokkanske samfund, der indirekte styres fra kongepaladset. Amine og Mathilde er stadig på deres gård, men Amine ældes og bliver dement. Amines søster Selma lever stadig et uortodokst liv i forhold til normerne, og hendes tidligere elsker, Selim, er nu i New York.

Men historien fokuserer primært på Mia og Ines, som de vokser op i en tid, hvor racismen mod muslimer tager til i den vestlige verden. Begge piger flytter til Europa for at studere, og mødes der af den antipati, som fik fart på efter især 9/11. 

Der er nogle interessante betragtninger, som jo i bund og grund er præmissen for hele sagaen - dualiteten i deres liv. Dualiteten i deres ophav med en fransk mormor og en marokkansk morfar; en opdragelse med fransk som hovedsprog - de tidligere kolonialisters sprog. Deres uddannelse i Vesten som igen distancerer dem fra den almene befolkning. Deres splittelse er ret tydelig, og især Mias identitet lider under det. Ydermere er hun homoseksuel, hvilket jo er tabu i hjemlandet. Men det mangler igen dybde og afrunding!

Der er for mange stikture - som rejsen til USA, hvor de ser Selim - men det er en parentes, som aldrig afsluttes. Det meste af historien foregår kronologisk fra 1980 til starten af det nye årtusinde, og der mangler en kobling til prologen og epilogen som er tyve år senere. Jeg er på sin vis tilfreds med at have læst alle tre bøger, men jeg blev aldrig rigtigt begejstret som jeg var det for hendes debutroman.

Det er et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og der var nok for mange personer og bihandlinger til at få en helstøbt historie; emnet er ellers fantastisk og en ramme mange kan finde sig selv i med den dobbelte nationalitet, kultur og identitet.