Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon - Jean-Paul Dubois

 

• Fransk
• 13.-14. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2007 læste jeg min første roman af Jean-Paul Dubois; og jeg var ikke imponeret! I 2012 læste jeg alligevel endnu en af hans romaner; og jeg var stadig ikke imponeret. Faktisk så rørende lidt imponeret, at jeg i 2019 læste den samme roman, som nu havde fået en anden titel grundet en filmatisering. Ja, titlen var ikke fundamentalt anderledes - men efter syv år var dens ligegyldighed så udvasket, at jeg faldt i fælden.

Og nu gjorde jeg det igen! Min undskyldning denne gang må være, at Dubois i 2019 vandt den ypperste fransk litteraturpris, Goncourt-prisen. Jeg forsøger tit at læse netop disse vindere, hvis jeg synes omtalen er interessant. Men denne nuppede jeg bare i en belgisk boghandel i sommers uden overhovedet at læse anmeldelser og blot forholde mig til, at den havde vundet en pris. Stor fejl!

Bogens hovedperson, Paul Hansen, er i fængsel - i Canada - hvor han deler celle med en hårdkogt rocker, Horton. Han har siddet der i næsten to år, men vi får ikke at vide hvad han er dømt for. Det skal komme stille og roligt mens Paul fortæller os hele sin livshstorie.

Pauls far er dansker! Nemlig! Men det, der så allerede undrer (og irriterer) er, at han hedder Johanes Hansen. Ikke Johannes - men Johanes. Det er der jo ingen, der hedder - så jeg bliver irriteret over den manglende research. Ligesom de danske sætninger, som oversættes til fransk. De er principielt korret oversat men det er sætninger, som man ikke ville sige på dansk. 

Og så er der den latterlige stereotype fremstilling af Skagen, den tilsandede kirke og jysk kultur og humor generelt. Jeg ved ikke om Dubois nogensinde har sat sine franske fødder i Skagen eller i Danmark i det hele taget; eller om det blot er en gimmick?

Hele historien bygges op om Pauls mislykkede barndom med forældrene, der bliver skilt - og senere hans job som altmuligmand i en ejendom i Canada. Han bruger her mere tid på at lege sjælesørger for de ældre beboere end at få ordnet de praktiske ting, der skal repareres. Og det er her, katastrofen ender med at indtræffe, da hans bæger en dag flyder over.

Indimellem hans livshistorie fortæller han om livet i fængslet og i cellen med Horton; om de besøg han får af faderen, konen og hunden - alle døde; men de besøger ham.

Der er mange overstrømmende anmeldelser af denne bog; og den har jo ikke vundet en pris uden grund. Jeg kan bare slet ikke se logikken i det; jeg er bestemt ikke fan af Dubois - jeg synes hans bøger er intetsigende, kedelige og jeg glemmer dem jo så hurtigt, at jeg må installeret en blokering et sted, så jeg ikke ender med at investere i flere af hans bøger.