Noter om sorg - Chimamanda Ngozi Adichie

 

• Engelsk
• 28. marts
• 80 sider
• Originaltitel: Notes on Grief

Jeg bliver konstant stoppet i den bog, jeg egentlig er i gang med - men som også lige kræver, at den fanger mig mere end den gør. Desuden havde jeg en del reservationer på biblioteket, og jeg henter dem altid med det samme - og læser dem med det samme. Hvis man er i en kø, er der jo også andre i køen - så jeg beholder aldrig bøgerne mere end de par dage det tager at læse dem. Så forsinker jeg ikke andre læsere heller!

Utroligt nok er det mere end ti år siden, jeg sidst læste noget af Adichie; der læste jeg til gengæld så tre romaner. Jeg fik aldrig lyst til at læse Americanah, og generelt er hun jo ikke voldsomt produktiv.

Denne lille bog er da heller ikke en roman; selve bogformatet er i sig selv blot halv størrelse, og så er der kun firs sider i den engelske version. Er det en novelle? Nej, det synes jeg heller ikke. Det er en kombination af et brev og forfatterens egen bearbejdelse af en stor sorg. Det er på den ene side den personlige sorg, hun føler, da hun mister sin far - og på den anden side den helt universelle sorgproces, vi alle skal igennem når vi mister. Især når vi mister en forælder, fordi vi pludselig bliver forældreløse.

Adichies forældre bor i Nigeria, hvor hun kommer fra, mens hun og flere af hendes søskende bor i henholdsvis USA og England, og to søskende er stadig i Nigeria tæt på forældrene. De har ugentlige familiemøder på Zoom og forældrene rejser hvert år til USA for at besøge børnene. 

Men nu er det marts 2020, og verden er lukket ned, da hendes far pludselig og uventet dør af nyresvigt. Han er gammel, men alligevel var det ikke nu hun havde forventet at miste ham.

Og med Corona-pandemien er det udelukket at rejse hjem for at trøste moderen, være sammen som familie og ikke mindst planlægge og afholde en begravelse.

Det gør også tabet mere surrealistisk; hun ser sin afdøde far ligge i en kiste på et videoopkald; og begravelsen må udskydes og udskydes på grund af nedlukninger og rejserestriktioner.

Jeg mistede selv min far, da jeg boede i udlandet. Jeg vidste, at der var en tidsfrist, men man ved jo aldrig, hvornår det kommer. Men en dag fik jeg det opkald, hvor man skulle skynde sig hjem fra arbejde, bestille en flybillet, pakke og otte timer senere stod jeg på Rigshospitalet. Heldigvis i tide til at sige farvel. Det er mere end tyve år siden - og i dag er jeg jo hjemme i Danmark igen; men under Corona tænkte jeg tit på, at jeg kunne have været låst fast i udlandet i meget meget lang tid med en gammel mor i Danmark. Jeg kan derfor sagtens forstå, hvordan Adichie har haft det.

Adichie giver os både et portræt af faderen med masser af kærlighed og humor, som kun en datter kan gøre det. Og hun dykker ned i sorgen; hvordan andre reagerer på ens sorg og hvordan man kommer igennem den første svære fase.

Det er meget personligt og rørende; ikke mindst på grund af de særlige omstændigheder men også som en generel betragtning.