Sneloparden - Sylvain Tesson

 

• Fransk
• 16.-17. marts
• 176 sider
• Originaltitel: La panthère des neiges

Frankrig er et litteraturens land; og derfor har de selvfølgelig flere fornemme priser. Den nok mest kendte er Goncourt-prisen, men Renaudot-prisen er ikke mindre prestigefyldt, selvom den oftest gives til bøger med et lidt mindre oplag. Det skyldes selvfølgelig også, at en bog ikke kan vinde begge priser - der er altid to romaner i slutrunden, og hvis den en af dem vinder Goncourt-prisen fravælges den til Renaudot-prisen. Desuden er et af kriterierne for at vinde, at stilen skal være nytænkende og anderledes.

Det kan man sige er tilfældet for 2006-vinderen - en af mine yndlinge, Alain Mabanckou; men også  Némirovsky fra 2004, Mukasonga fra 2012 og Foenkinos fra 2014.

Tessons bog om hans vandretur i Frankrig gav mig jo en forsmag på, hvad Sneleoparden nok ville bringe - for Tesson skriver ikke "blot" rejseskildringer i den traditionelle forstand. Det er ikke en historie om at tage rygsækken på og drage derud af. Det er en metafysisk rejse - og denne gang allierer han sig med en specialist indenfor området, naturfotografen Munier. 

Sneleoparden er et sjældent dyr; den lever i Centralasien, og er truet - dens pels er eftertragtet, og der er nu under 10.000 eksemplarer tilbage i verden. Den trives glimrende i ensomhed og i det barske og kolde klima omkring Himalaya og Siberien. Dermed minder den jo lidt om forfatteren selv, der ikke trives i vores moderne forbrugerverden og siden sin ulykke er glad for ikke at kunne høre helt perfekt. Alligevel synes hans rejsekammerater dog her at være endnu mere stille end ham, og han skal lære at være stille i de mange timer de ligger på lur for at få et glimt af det sjældne dyr.

Deres rejse går til et sted i Kina (faktisk er det Tibet, men geopolitisk er det jo noget rod); vi får nogle koordinater men ikke alle, da de netop vil sløre sporene for at beskytte dyrene. Men det er koldt og barsk - ned til minus 35 grader; og de overlever i telte og i bjerghuler. Tesson kan ikke tage del i det hårde arbejde efter sin rygskade; så de tre andre må bære alt det tunge udstyr - så man til tider får lidt en fornemmelse af, at han har rollen som den franske (!!!) klovn i truppen.

Men han er også med for at dokumentere, og det bliver en filosofisk ruminering over livet, naturen og menneskets plads i det større kosmos. Der er tid til at tænke over alt dette, mens de venter - og ikke mindst også lære at vente. En vigtig lekion for mange af os, som hænger fast i rutinerne fra et hektisk liv.

Det er smukt og skrøbeligt, som han beskriver denne venten og belønningen, da de endelig ser sneleoparden. Den er efterfølgende blevet filmatiseret ud fra to rejser, som de foretog sammen - og det må være en meget smuk dokumentar ligeledes, tænker jeg.