La Vie sans fards - Maryse Condé

 

• Fransk
• 19.-22. februar
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sin anden erindringsbog tager Maryse Condé os med videre i sit liv - fra hun som 18-årig blev alenemor og skulle finde en måde at tjene penge på og op igennem de interessante 1960'ere i Afrika.

Efter den forsvundne far til hendes lille søn møder hun en ny mand - en skuespiller fra Guinea; de bliver gift i 1958, da hun er 21 år gammel. Ikke længe efter søger hun et job i Elfenbenskysten som fransklærer - hun er gravid med deres første barn, men tager alligevel afsted alene.

Hun søger som mange andre i denne tid både et politisk ideal - Afrika var midt i løsrivelsens tid, og mange lande blev kommunistiske; men hun søger også at finde sine rødder. Hendes forældre forsøgte jo at fornægte deres afrikanske rødder ved at overspille deres roller som eksemplariske bedsteborgere. Maryse vil forstå hvor hun kommer fra - og dermed også Négritude-bevægelsen, hvor blandt andet Aimé Césaire fra Antillerne spillede en afgørende rolle.

Hun begynder at studere og forstå hele bevægelsen langt bedre samtidig med, at hun kæmper med et ægteskab som ikke fungerer. De bor kortvarigt sammen i 1961 i Guinea - men hun bliver også gravid med en anden mand, og føder hans datter uden at blive sammen med ham. Hendes mand ved jo, at han ikke er faderen men de lever et absolut mærkværdigt liv. 

Condé kommer vidt omkring - og selvfølgelig fristes man til at sige, ender hun i Ghana. Det virker som om Accra i årene omkring 1963-64 var the place to be. Det var også her Maya Angelou befandt sig, da Malcolm X kom dertil - og selvom de lever i henholdsvis den anglofone og den frankofone verden, så krydses deres veje. Jeg blev helt henrykt, da hun endelig nævnte det i bogen!

For de to kvinder har jo uendeligt meget til fælles; de kom begge fra den nye verden, hvor deres forfædre havde været slaver. Ingen af dem gennemgik lange uddannelser - alligevel kom de til at befinde sig midt i politisk intellektuelle cirkler, hvor alt skete i de år inden de fortsatte til at blive store forfatterinder, der kæmpede for sortes rettigheder. 

Men de var også begge desillusionerede efter tiden i Afrika. De regnede med at komme tilbage til deres rødder - blot for at opdage en form for omvendt racisme. Afrikanerne betragtede dem ikke som en del af deres kulturarv og land. Så hvor hører man så til? De beskriver begge i deres erindringer den frustrattion over ikke at falde ind sammen med de lokale. 

På den ene side er de jo heller ikke afrikanere; de kommer med deres vestlige kultur, værdier og penge. De har levet under helt andre komfortable forhold som regel - og alligevel tropper de op og har forudfattede meninger om, hvordan Afrika skal redde sig selv. Man kan jo forstå, at Afrika siger nej tak - de er endelig frie af kolonialisterne. Det er vel ikke for at skaffe en ny slags sorte intellektuelle kolonialister? 

Men det er jo en interessant problemstilling fordi den er oplevet af så mange, der gjorde rejsen i de år.

Maryses anden bog er en fortælling om at finde sig selv på alle måder; hun er igennem forhold, der ikke er gode for hende - hun rejser fra land til land indtil starten af 1970'erne. Men der er skaden sket i forhold til i hvert fald sønnen; hun indrømmer blankt, at der var problemer i forholder, som hun dog nåede at lappe på inden han døde af AIDS som 40-årig.

Det var kvinder som Condé og Angelou, som var så ivrige efter noget, de næppe selv kunne definere - men som skete undervejs i deres rejser, så de senere udviklede sig til forfattere. Fascinerende kvindeskæbner!