L'Italie buissonière - Dominique Fernandez

 

• Fransk
• 2.-6. februar
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dominique Fernandez er - trods sit mere eksotisk klingende navn - en fransk forfatter. Han har gennem årene udgivet et hav af bøger - romaner, rejseskildringer, essais - og med en tydelig forkærlighed for Italien. Flere af hans romaner er biografier som fx den fantastiske roman, jeg læste i 2014 om Caravaggios liv.  Han har vundet den prestigefyldte franske Goncourt-pris for en anden roman; og blev i 2007 valgt ind i Académie Française, som er det ypperste indenfor fransk litteraturkultur.

Hans italienske rejseskildring fra 2020 er næppe foretaget som rejse i udgivelsesåret. For det første var det jo midt i en pandemi - for det andet er Fernandez en ærværdig herre på i dag 92 år. Det forhindrer selvfølgelig ikke nogen i at rejse; men det er sikkert snarere en samling fra hans tidligere rejser.

For det er en rejse fra syd til nord - fra Siciliens spids til Venedigs kanaler, hvor Fernandez tager os med for at opdage de skjulte skatte. Ikke de store kendte kunstværker, som man normalt besøger i Firenze, Rom, Milano, Bologna osv. - men alle de andre, der efter hans mening er mindst lige så fantastiske.

Bogen er opdelt i regioner, og hver kunstskat har sit kapitel indledt med en illustration - desværre i sort-hvid og ikke den bedste kvalitet. Så jeg måtte konstant have fat i andre bøger, eller internettet.

Hans fokus er ligeledes på Quattrocento og den italienske renæssance - alt, hvad jeg elsker!

Fernandez sprang i 1970'erne ud som homoseksuel, og udgav i 1987 den første fransksprogede roman, der direkte omhandlede AIDS. Hans fascination for de italienske personer, han har skrevet biografier om er da også homoseksuelle personer - som Caravaggio.

Men måske ser han også spøgelser? Ifølge ham er stort set samtlige italienske renæssancemalere i hvert fald homoseksuelle. Ja, der var mange nøgne personnager i renæssancekunsten - og de var oftest maskuline; man fremstillede jo ikke Jomfru Maria nøgen? Men det bliver lidt komisk til sidst - for uanset hvad, han besøger så finder han en homoerotisk forbindelse. Han træder ind i en kirke, ser en søjle - nej, dårligt eksenpel! Men det tager en anelse overhånd til sidst - og jeg er sikker på, at han som den eneste kender samtlige Skt Sebastian-statuer i Italien. Der er ikke mange feminine skikkelser i hans bog; og det er lidt ærgerligt.

Til gengæld har jeg noteret mig et par ting at besøge næste gang, jeg kommer til Italien. Og med hans små anekdoter i lommen vil det kun gøre det mere interessant - og morsomt.