Elendighedens London og Paris - George Orwell

 

• Engelsk
• 30. januar - 1. februar
• 224 sider 
• Originaltitel: Down and Out in Paris and London

Hvert år siger jeg til mig selv, at jeg må læse flere klassikere - men det bliver sjældent så succesfuldt som mine ambitioner er. Denne figurerer måske heller ikke under store litterære klassikere, men Orwell har jo flere andre på den liste.

Denne debutroman er fra 1933, og er faktisk en form for erindringer - eller beskrivelse af hans ophold som ung mand i 20'erne i de to byer. I 1927 opgav han en karriere som politimand for at hellige sig skriveriet, og flyttede til et lejet værelse i London; da var han 24 år gammel. I foråret 1928 flyttede han til Paris, og rækkefølgen i bogen er således en anelse manipuleret. I slutningen af 1929 flyttede han tilbage til England, og publicerede sin første novelle, som handlede om hans ophold i et fattighus i London. Men han havde jo samlet langt mere materiale i løbet af de par år, han levede et kummerligt liv.

Den første halvdel foregår i Paris, hvor han blandt andet bor i Latinerkvarteret, hvor både Scott Fitzgerald og Hemingway også boede - de havde dog langt bedre midler til rådighed. Orwell har ikke flere penge, da han via en ven får et job som opvasker på Hotel X - han giver ikke navnet; men det er senere blevet identificeret som det fantastiske Crillon på Concorde-pladsen. 

Hans beskrivelse af den underverden, som det vitterligt er at arbejde der, er skræmmende, dyster - men også underholdende. For alle hoteller er jo små mikrokosmer med deres eget hierarki og hakkeorden. 

Her er der et hierarki afhængig af ens titel - dem i køkkenet og dem ude blandt gæsterne. Men der er også en tydelig hakkeorden blandt de forskellige nationaliteter - der er mange russere i Paris i dette årti efter den russiske revolution. Orwells job er i den absolut laveste kategori, men at han er englænder hiver ham en lille smule op af rangstigen - men han skal stadig finde sig i alverdens skrald, og en arbejdsdag på 17-18 timer til en umenneskelig løn.

Efter udgivelsen reagerede flere parisiske hotelejere i forargelse. Selvfølgelig! For han beskriver hvilket svineri der er i køkkenet - og det er jeg ikke et sekund i tvivl om er korrekt; jeg arbejdede i hotelkøkkener som studerende i 1990'erne og der var hygiejne stadig ret ukendt! 

Men han flytter tilbage til England, da han bliver lovet et job som hjælper for en handicappet dreng. Da han ankommer i London er jobbet udskudt og han har ikke en krone på lommen. Så han bliver landevejsrytter og slutter sig til en flok af mænd, der vandrer England tyndt. De kan få fratis overnatning forskellige steder - religiøse organisationer fx men også mandehjem; men der må de højst overnatte en gang om måneden. Resultatet bliver, at de vandrer dagen lang og landet rundt for at komme fra det ene til det andet. 

Orwell regner lidt på, hvad den omkostning er for staten - at så mange mænd bare går og udmatter sig selv for at kunne overnatte et nyt sted. Hvis de istedet kunne blive det samme sted, men arbejde der og få kost og logi som løn, ville man give dem mening med livet, lidt værdighed og samtidig gavn for de omkostninger, de afføder.

Orwell kom jo ud af fattigdommen; men døde som kun 46-årig af tuberkulose. Om de hårde år i ungdommen spillede ind, ved jeg ikke - men noget godt kan de i hvert fald ikke have gjort.

Det er tankevækkende at læse især Paris-kapitlerne, hvor alting er så velkendt for mig og så den anden side af medaljen mange årtier tidligere - men alt andet er jo stadig det samme Paris med de samme gadenavne og steder.