Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.