Minuit - Dan Franck

 

• Fransk
• 2.-7. februar
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tredje og sidste bind i trilogien om moderne kunst, som startede med perioden 1900-1930, hvor der trods en verdenskrig var optimisme, kreativitet og fest og farver over Paris. Andet bind dækker perioden 1931-1939 med den spanske borgerkrig, kommunismens fremstorm og optakten til 2. Verdenskrig.

Så nu er vi nået til krigens år - perioden 1940-1944 - hvor besættelse og censur dominerer kunsten som alt andet.

Paris var allerede fra midten af 1930'erne et yndet tilflugtssted for jødiske kunstnere, som ikke længere var velsete i deres hjemland. Naivt og optimistisk troede de, at Frankrig ville beskytte dem. Frankrig, som var kunstens hjemland og især Paris, som havde plads til alle slags skæve eksistenser.

Men Frankrig overgav sig, landet blev delt i to og Pétain dannede regering i Vichy, som samarbejdede med tyskerne. Nogle af vores protagonister fra andet bind fortsætter deres mere aktive roller - som Malraux, der stadig var ved fronten. Eller Saint-Exupéry, der sin alder til trods stadig ville flyve.

Manden, der efter at være strandet i den libyske ørken i 1935, og nu i New York, skrev Den Lille Prins for at indgyde en smule poesi og skønhed i en brutal verden. Saint-Exupéry, der trods sine 44 år insisterede på at flyve, og forsvandt over Middelhavet den 31. juli 1944 - blot nogle uger inden Frankrig blev befriet. Hans fly blev først fundet i 2000 og vi finder nok aldrig ud af årsagen til ulykken.

Malerkunsten havde ikke sin stærkeste periode i krigsårene i sammenligning med de tidligere årtier. Censuren var intens, og frygten stor - men kunstnere som Picasso, Dali og Matisse malede dog værker inspireret af krigens gru. 

Mest opsigtsvækkende er dog nazisternes destruktion af kunstværker og kampen for at redde dem. På den ene side eksporterede nazisterne kunstværker i stor stil til det museum, der skulle bygges i Linz eller til Görings private hjem, Carinhall. På den anden side brændte de utallige uerstattelige kunstværker efter at have udstillet dem som degenereret kunst. Der var enkeltpersoner, der gjorde en kæmpe indsats for at redde, hvad reddes kunne - som Rose Valland, hvis historie er veldokumenteret.

Men krigen blev dog det skrevne ords kamp. Kampen for at overvinde censuren, der ville overtage og arisere de mange forlag ejet af jøder. Kampen for at skrive sin utilfredshed med krigen, besættelsen og holocaust. Vi kommer i dette sidste bind langt tættere på forfatterne - som duoen Sartre/Beauvoir, der havde en enorm indflydelse, men ikke brugte den meget aktivt. Eller som Gide, der starter med at støtte Pétain for siden at trække sig helt tilbage.

Der var mange forfattere, jeg ikke kender særlig godt (eller overhovedet), fordi de ikke er relevante i dag - men som spillede en markant rolle i det stille oprør. Et par stykker stikker dog ud - Robert Desnos, som døde i en koncentrationslejr efter befrielsen efter at have været fange for modstandsarbejde. Eller Vercors, som under pseudonym skrev sine noveller om krigen.

Bogen slutter med den episke historie om Hemingways indtog i Paris i august 1944, hvor han indtager hotelbaren på Ritz og tømmer vinkælderen. En passende afslutning på en kraftpræstation af en trilogi.

Franck er nu i gang med en serie på fire bind, som skal dække perioden 1820-1885, hvoraf kun to er udkommet. Jeg vil vente til alle fire bind er der - men jeg kan næsten ikke vente!