Légende d'un dormeur éveillé - Gaëlle Nohant

• Fransk
• 7.-13. april
• 624 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg burde måske have fået nok surrealisme i Roegiers fantastisk vanvittige belgiske odyssé; men jeg kastede mig straks ud i en fiktiv biografi af en fransk digter, Robert Desnos.

Indrømmet kendte jeg ikke meget til hans poesi, da det absolut ikke er en genre, jeg læser. Men da jeg købte den i Bruxelles i julen, kunne jeg på omslaget læse, at han var samtidig med Picasso, Hemingway, Man Ray og hele Montparnasse-slænget fra de glade tider i mellemkrigsårene. Det var egentligt nok til at sælge den til mig - og jeg anede ikke, at det ville udvikle sig så tragisk.

Desnos har muligvis - uden tvivl - optrådt i Man Rays selvbiografi; men det er trods alt mere end fem år siden, jeg læste den. Men omgangskredsen var jo den samme, og Desnos var sammen med Breton én af medstifterne af den litterære surrealisme. De var begge ekstremt krævende mennesker, og deres filosofier magtede ikke at harmonere i længden.

Desnos var ludfattig, og skrev for de borgerlige aviser - for spise skulle han jo; men det pirrede Bretons ekstreme tro på surrealismen som en total fornægtelse af borgerlige værdier, og de to mænd brød med hinanden. Det skabte jo lidt sociale problemer, da de færdedes i de samme kredse  - endnu engang kan jeg kun fortryde ikke at kunne tilbringe en enkelt eftermiddag på Deux Magots i 1930'erne!

Desnos forelsker sig i den japanske maler Foujitas kone, som ganske vist var ærkefransk - men blev kaldt Youki. Hun var indbegrebet af 1930'ernes bohème; evig fest og champagne og en lang række elskere. På et tidspunkt lever de en underlig ménage à trois, men Foujita får nok, og Desnos og Youki flytter sammen. Det ændrer ikke hendes adfærd, og Desnos lider under det - men affinder sig også med, at sådan må hun være. 

Da nazismen begynder at gøre sit indtog i verden, rammer den også kunstnerne. Der er en stigende gruppe jøder i byen - Chagall og Max Ernst var blot nogle af dem, der var i Paris i de år, inden de måtte flygte videre til USA. Og så var der den Spanske Borgerkrig, som Desnos også fik ind på livet gennem sit venskab med Alejo Carpentier - og selvfølgelig Hemingway, som oplevede krigen på første hold.

Igen blev det til stridigheder om ideologier; og man måtte vælge side - ikke mindst da krigen brød ud, og Frankrig blev skåret midt over i en fri og besat del. Desnos kunne bare ikke gå på kompromis, og han var forfærdelig temperamentsfuld og endte tit i slagsmål. Han ville ikke holde sin mund, og kritiserede åbenlyst nazisterne og alle franskmænd, der omgikkes dem. Så hellere sulte end spise kaviar med tyskerne!

Han fortsatte sin poesi, men begyndte at skrive mere mellem linjerne, som jo var måden at få kritiseret systemet. Han hjalp, hvor han kunne og beskyttede en lang række jøder i Paris - eller med at få dem ud af byen. Og endelig i 1942 gik han aktivt ind i modstandsbevægelsen, og nu handler det konkret om sabotage og ikke længere blot om spydigheder på papiret. Han var særligt udsat fordi mange mistænkte ham for at være jøde og skjule det; og han havde jo som sagt ikke mange venner de rigtige steder til at beskytte ham.

Det var sandsynligvis også én af de gamle ideologiske fjender, der angav ham og i februar 1944 bliver han arresteret og efter nogle måneder i fransk fængsel ender han i en tysk lejr. 

Romanen skifter på dette punkt fortæller, og den sidste del fortælles af Youki, som desperat forsøger alt for at finde ham, få ham ud... og samtidig overleve det sidste hårde år af besættelsen i Paris.

Desnos "overlever" krigen; tyskerne tager dem med til Therezin-lejren og efterlader dem syge og sultende - men Desnos er hårdt medtaget af sygdom. Nogle uger senere gennemgår en ung tjekke listerne i lejren, og ser hans navn. Han genkender navnet og begynder at lede efter ham; Desnos er nu meget hårdt medtaget. men når at bekræfte, at det er ham. Nogle dage senere går han i koma, og dør i lejren i juni 1945. Han kunne sikkert have overlevet med hurtig og rigtig hjælp lige ved frigivelsen af lejren - men sådan gik det jo for ufatteligt mange mennesker i de dage.

Det var barsk læsning; jeg var virkelig mærket af de sidste mange sider - og samtidig følte jeg et enormt behov for at verificere, hvad der skete med så mange af de venner, han omtalte. Heldigvis overlevede mange, og døde år senere mætte af dage. Desnos som uden tvivl kunne have skrevet fantastisk om den tid, var kun 44 år gammel! 

Det var en underlig roman på sin vis; lige så højtflyvende den var i starten med konflikten mellem surrealisme og dadaisme; lige så basalt håndgribelig bliver det i de sidste dage, hvor det kun handler om liv eller død.

Men sådan var det sikkert for mange af de intellektuelle, der i 1930'erne brugte al deres energi på at diskutere deres idéer, idealer og ideologier - i sidste ende var det overlevelsen og verden kom aldrig rigtigt mere til at ligne Montparnasse i 1930'erne.

Som en yderligere bonus er teksten rigt supplementeret med hans digte, så jeg nu kender dem ganske godt - nok til min smag for poesi i hvert fald. Men indrømmet er der nogle vanvittigt smukke strofer imellem. Men det var en barsk omgang - jeg kommer mig aldrig over at læse de beskrivelser af den krig. Aldrig.