Flammernes farve - Pierre Lemaître

• Fransk
• 17.-22. april
• 544 sider
• Originaltitel: Couleurs de l'incendie

Utroligt nok er det fire år siden, jeg læste Lemaîtres Goncourt-belønnede roman om 1. Verdenskrig.

For nylig sendte de filmatiseringen på DRK - og den var imponerende; slutningen var noget mere positiv end bogens... var der amerikanere inde over for at få en genforening mellem far og søn? I bogen kaster han sig ud fra hotellet, og rammes af faderens bil, hvilket er noget mere makabert end den rørende scene i filmen.

Jeg ved ikke om dette var tænkt som en trilogi fra starten; men i slutningen af første bind opsummerer Lemaître, hvad der sker med nogle af protagonisterne i årene frem.

Nu starter vi ved netop det tidspunkt i 1927, da Edouards far dør. Søsteren var som bekendt blevet gift med skurken fra første roman, som dog endte i fængsel - og hun er nu alene med sønnen Paul. Da faderen skal begraves, kaster Paul sig ud fra husets øverste etage og ender pladask oven på kisten. Det bliver et værre blodbad, og Paul brækker nakken og er nu invalideret for livet.

Madeleine fokuserer kun på sønnen; hun stopper sit forhold til sønnens privatlærer og hun afslår et ægteskabstilbud fra faderens betroede bankrådgiver, der styrede familieformuen. Hun nægter at hjælpe sin onkel, der som politiker skal bestikke en del mennesker for at blive genvalgt. Især behandlingen af faderens rådgiver, Joubert, bliver lige en tand for meget og han beslutter sig for at få hende ned med nakken. Det gør han godt og grundigt ved at investere hendes formue i de forkerte aktier, og da hun mister alt, overtager han hendes barndomshjem og gifter sig tilmed med hendes selskabsdame Léonce. 

Madeleine virker som den svage rigmandsdatter, som aldrig har skullet bekymre sig om noget - men nu forvandler hun sig til en hævngerrig furie., Hun vil have hævn. Over Joubert. Over onklen, som ikke vil hjælpe hende nu. Over privatlæreren, som vist har pillet lidt for meget ved Paul. Over selskabsdamen, som nu bor i hendes fine hus.

På mange måder er historien lige så vanvittig som første dels intrige om de falske soldatergrave og monumenter. Men nu er det bankskandaler og skatteunddragelse, som også var en ting i 1930'erne - faktisk er visse dele igen baseret på lignende reelle hændelser. Og der er den stigende politiske uro med fascismens spiren i Tyskland og Italien.

Parallelt er der en farverig historie om den lille Pauls fascination af den mystiske operasangerinde Solange. Der er den fantastiske polske sygeplejerske Vlaid som bogen igennem taler polsk - hendes tekster er ikke oversat; men det er unødvendigt. Det er et absolut broget persongalleri vi møder - og hele planen er at få nogle af disse personer end med nakken.

Den uskyldige Madeleine anses for ufarlig; men faktisk udvikler hun sig til en så hævngerrig person, at hun bliver antipatisk i mine øjne. Hun kender ingen grænser til sidst; selvom nogle af scenerne er fupmageri i bedste Olsen Banden-stil. Det fylder også temmelig meget i helheden; diversiteten var langt større i Vi ses deroppe, hvor personerne også var langt mere menneskelige og virkelighedstro. Jeg synes der bliver for meget galskab selvom jeg forstår, at det er bevidst, at satiren skal være så grum.

Men jeg undrer mig over, hvor Lemaître vil tage det hen i sit tredje bind - for nu virker det som om alle har brændt alle broer! Uden tvivl skal vi hen til 2. Verdenskrig for at afslutte det - men den invalide Paul kan jo ikke komme i kamp? 

Romanen var ventet med enorm spænding i Frankrig, og det vidste Lemaîitre - man kommer ikke ustraffet fra en Goncourt-pris. Det franske publikum var vilde med denne også; der er klare linjer tilbage til franske klassikere som Dumas, Balzac, Hugo som absolut kan begejstre. Overordnet set foretrak jeg dog første bind, og denne kunne sagtens have været lidt kortere.