Vi ses deroppe - Pierre Lemaître

• Fransk
• 5.-12. juni
• 620 sider
• Originaltitel: Au revoir là-haut

Pierre Lemaître er mest kendt for sine krimier, som er ganske glimrende, men efter at have læst tre styks inden for kort tid i 2012, lagde jeg ham fra mig. I 2013 udgav han så sin store krigsroman - ligesom Rufin (og så meget andet i disse år) måske ikke helt uden bagtanker for det kommende 100-års-jubilæum for krigens start. Men han fik tilmed den største franske litterære pris - Prix Goncourt - for sit værk, og selvom jeg var skeptisk, så mente, jeg dog, at det var relevant at læse den, når den nu var kommet i paperback.

Det var ikke som jeg troede en roman om skyttegravene og krigens gru; det handler om alt det, der sker derefter. I de sidste dage af krigen skal de sidste slag slås, og den kyniske løjtnant Pradelle, der er ude efter en forfremmelse, skyder to af sine mænd i ryggen for at opildne de andre til at kæmpe endnu hårdere. Men han bliver set af den menige soldat Albert Maillard, som han så gerne vil af med og får skubbet ned i et hul. Her begraves han af et granatnedslags eftervirkninger, men bliver gravet ud af en anden soldat Edouard. Lige som de er i sikkerhed rammer en granat, og Edouard bliver til en gueule cassée; dem, der har fået sprængt dele af ansigtet væk og for evigt må leve som en slags misfoster.

De to soldater passer nu på hinanden - og Albert lover Edouard, at denne ikke vil blive sendt hjem til familien i Paris. Edouard er nemlig kunstner, homoseksuel - og var ikke just på god fod med sin velhavende far inden han drog i krig. De får "dræbt" Edouard en gang for alle, og givet ham en ny identitet. Alt sammen ulovligt selvfølgelig - men det er blot starten på de mange forviklinger, der fandt sted bevidst eller ubevidst. Det var et oplagt tidspunkt midt i kaos at få 'ordnet' nogle ting.

Løjtnanten Pradelle får de dog ikke hævnet; og det går ikke værre end, at han bliver gift med Edouards søster, og nu starter sit eget projekt, da han vinder licitationen om at skabe kirkegårde til de mange faldne soldater. De mange kirkegårde vi kender med de lange rækker af kors med navnet på den døde soldat.

Men måske er det slet ikke den rigtige soldat, der ligger der? Måske ligger der slet ingen i kisten? Eller der ligger indtil flere? Måske er det faktisk en tysk soldat - fjenden?

Forældrene og familierne var desperate - de ville have deres faldne hjem; de ville have et sted at sørge. Så det skulle også gå hurtigt, og alle kroppe var i sagens natur ikke nemme at arbejde med. Pradelle bliver betalt per enhed - og øjner hurtigt en chance for at tjene penge; hans moral er ikke så høj, at han kan se de etiske problemer i visse arbejdsmetoder. Men politikere og familier ser jo anderledes på det.

På den anden side er der Albert og Edouard, som skal tjene penge. Edouard vil ikke have en ansigtsprotese, og lever på morfin og heroin, og tegner fine masker til at dække hullet direkte ned til hans hals. Og Albert kan ikke tjene penge nok til dette narkoforbrug.

Så Edouard får idéen - de skal designe og sælge krigsmonumenter. I 1919 da chokket begynder at lægge sig, og man begynder at indse omfanget af katastrofen, da ser man også på minderne. Stadig i dag er der jo ikke en eneste landsby i Frankrig eller Belgien, som ikke har sit monument med navnene indgraveret - og i mange tilfælde blev den tomme plads brugt 25 år senere, da endnu en krig tog folk væk. Hvis man somme tider kigger på de navne - i en forholdsmæssig lille by - kan man se, hvor voldsomt det må have været. Man ser de samme familienavne gå igen, og kan kun gætte sig til, om det er fædre, sønner - eller fætre, onkler .... men hele slægter blev udraderet for mandlige medlemmer. 

Edouard vil spille på denne sentimentalitet i efterdønningerne, og sender fine kataloger ud til hele landet, hvor de kan bestille et monument, betale halvdelen og få det leveret inden mindedagen den 11. november. Til den tid skal de to unge mænd så være over alle bjerge med pengene. Ved et skæbnens tilfælde havner et af katalogerne hos Edouards far og de to skandaler er nu på en måde centreret i og om denne familie.

Den ene af de to skandaler er reel og baseret på historiske fakta; og næsten uanset hvilken af dem, det er, er det jo grusomt. Læseren finder ud af det, og det er måske også denne spænding, der gjorde, at Politiken anbefalede den som den eneste franske bog man skulle læse i år! Denne krig er ikke så 'stor' i vores kultur; men som læser er det irrelevant - man gribes af det enorme fuskeri, der foregik på bekostning af sørgende mennesker.