Thursday, April 25, 2019

The Art of People - Dave Kerpen



























  • Engelsk
  • 23.-25. april
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Engang imellem skal jeg læse noget helt andet; og bøger man kan bruge også i sit professionelle virke er penge givet godt ud. Man kan kalde det selvudviklingsbøger, men den term synes jeg er lidt forældet efterhånden. Men princippet er jo det - og de har tit og ofte det til fælles, at det er indlysende og ikke rocket science. Det kræver blot, at nogle har sat sig ned, tænkt, sat ord på det og formidlet det.

Så kan man som læser sidde og tænke, at ja, det er jo helt korrekt. Det gælder når vi læser denne slags bøger eller blot en artikel i et dameblad eller et indlæg på sociale medier. Men der er jo så lige nogle, der får det sat ned på skrift.

Dave Kerpen opdeler sine people skills i 11 kapitler rangerende fra konfliktløsning til inspiration over optimering af forhandlings/overtalelsesevner! 

Bogen indledes med en opfordring til at foretage en Enneagram-test, som findes som appendiks bagerst i bogen. Det er selvfølgelig ikke den meget komplette model, som kan ses i linket. Men det giver læseren mulighed for at finde sin score og personlighed inden man kaster sig ud i bogen. Jeg må dog indrømme, at jeg på intet tidspunkt fandt referencer til typerne i bogen, og selvom det var interessant at lave testen, så ændrede det intet i forhold til læsningen.

Bogen er som sagt inddelt i 11 hovedkapitler med underkapitler, som typisk indledes med et eksempel fra den virkelige verden - altså Kerpens eget liv. Det strækker vidt - fra børnehaven over ungdomsforelskelser til voksenlivet som selvstændig entreprenør og familifar. Eksemplerne er således både fra det private som fra det professionelle liv; og det giver selvfølgelig en bredere relevans for læseren. Det er ikke kun til topchefer, den henvender sig.

Så de 53 historier læses rimeligt hurtigt; og de afsluttes hver med et FAST-resumé: First Actions Steps to Take - det virker ærligt talt som et ret konstrueret akronym. Men den slags hører jo til i denne type bøger.

Der var en del nyttige eksempler, og måder at formulere det, som vi jo alle sammen ved. Jeg kunne også mange steder genkende teknikker jeg sel,v benytter i forhold til kolleger og arbejde; det er jo altid dejligt at se, at man ubevidst bruger teknikker, der er gangbare.

Flere steder synes jeg dog, at der var selvmodsigelser i hans eksempler og en del af ville ikke kunne fungere i en nordisk arbejdssituation. Nu arbejder jeg selv mest med udlændinge og i temmelig mange lande verden over (dog vestlig kultur) - men der er bestemt ting, jeg kunne se som værende amerikanske principper. Jeg undrede mig dog over, om nogle historier var opfundne for at passe til situationen?

Alt i alt er det let og hyggelig læsning; der er bestemt ting, man tager til sig og kan bruge. En anden ret stor del er åbenlys logik, som de fleste anstændige mennesker forhåbentligt allerede efterlever. Så selvom det er indlysende, når man ser det - og man tænker "Hvorfor betalte jeg for denne bog?" Så er det altid godt at læse noget i denne genre.

No comments: