Le bonheur des belges - Patrick Roegiers

• Fransk
• 1.-6. april
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mine to første romaner af Roegiers læste jeg i henholdsvis 2008 og 2009; og denne har stået i ventereolen i flere år; for man skal altså være mentalt klar til en af hans litterære udfordringer.

Roegiers selv har boet i Frankrig siden 1980'erne - og man kunne roligt anslå, at han ikke elsker sit fædreland særlig højt. Det tror jeg faktisk, at han gør - men han påpeger konstant absurditeten i det, der i snart 200 år har været et selvstændigt land som følge af Napoleonskrigene. Belgien opstod jo lidt ligesom mange afrikanske stater kom til verden under Scramble for Africa, og siden da har den lingvistiske krig huseret mellem den wallonske og den flamske del.

Den surrealisme udpegede Roegiers allerede i sin første bog; og nu kommer han så med denne optimistiske titel - Belgiens lykke. Ironien heri ligger jo i titlen, som er en omskrivning af en af det 20. århundredes største belgiske romaner af forfatteren Hugo Claus - Belgiens sorg.

Den var også nyskabende i sin form og Roegiers må være en stor fan af Claus.

Her tager Roegiers os med på en rejse gennem Belgien; anført af en navnløs, forældreløs 11-årig dreng, som på skift besøger forskellige steder, personer og symboler i en hæsblæsende anakronisme.

Det er værd at bemærke, at Tintin også var forældreløs og den eventyrer, vi jo ved.

Så der er måske en parallel her! I hvert fald drager den lille dreng afsted ud i verden - og besøger Waterloo sammen med Victor Hugo, som jo beskrev slagmarkerne i detaljer i De Elendige. Han synger sammen med Jacques Brel og er på Verdensudstillingen i 1958, hvor Atomium åbnede, og hvor man også udstillede congolesere i indhegninger. 

Han møder Brueghel, hvis maleri pryder forsiden; Dutroux - Belgiens mest forhadte mand; Simenon - som jeg jo tilbragte det meste af 2017 og 2018 i selskab med; og kommer ud at cykle Flandern Rundt. Han kommer i skyttegravene i 1. Verdenskrig, og tager på druktur med Verlaine...

Det er meget meget specielt! Til tider et hektisk tempo, og til tider med Roegiers sædvanlige flair for at opremse adjektiver uafbrudt over flere sider.

Til sidst ved man ikke, om det var godt eller skidt?

Det er selvironisk og karikaturalt; og det er om noget essensen af Belgien kan jeg roligt sige efter mine mange år i landet. Det er også kærligt - og ærligt! Ikke mange ville turde bringe Dutroux op med vilje.

Men det er også mentalt voldsomt at læse noget så ustruktureret, hvor der principielt ingen historie er. Det går fint i starten; men hen mod slutningen er man udmattet som efter selv at have kørt Flandern Rundt eller besteget toppen Waterloo for at sidde overskrævs på løven stirrende mod Frankrig til den ene side, og Holland til den anden. De to lande, som er skyld i, at Belgien er så kompliceret, komplekst, kaotisk og dejligt som det er i dag.