La manche - Max De Paz

 

• Fransk
• 28. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maz De Paz var blot 22 år gammel, da han udgav sin første lille roman for to år siden. Jeg havde ventet på paperback-udgaven, da det netop er en meget lille roman, og den var læst på et par timer. 

Hvis H. C. Andersen havde levet og skrevet Den lille pige med svovlstikkerne i dag, kunne det meget nemt have taget denne form.

Jonas er en ung mand med en hård familiehistorie; ingen far og han bor i et socialt boligbyggeri med sin mor og bror indtil de smides ud af fogeden. Broren er blevet narkoman, og han hører aldrig mere fra dem. I starten bor han hos en kammerat, men nu bor han på gaden. La manche betyder tiggeri, og Jonas' hjem er nu ovenpå en metroskakt i det 5. arrondissement, hvor udsugningen fra metroen holder ham varm, men han vækkes hver morgen af de studerende på vej til Sorbonne.

Livet på gaden er hårdt men Jonas finder nogle få ligesindede. Den ældre Philippe, som har en fin plads, og læser bøger - det giver ham en højere status end fx Tamas, som er roma. Gadens hierarki er således opdelt, og Moussa, som er senegaleser, rangerer igen et helt andet sted i hierarkiet.

Jonas fortæller selv om det hårde liv, men også anekdoterne og absurditeterne så disse skæbner humaniseres for os. Det er barsk læsning for man ser for sig de tiggende skikkelser i Paris' gader (eller andre storbyer), og vi ved jo godt, at vi haster forbi. Vi giver sjældent en mønt - "for de drikker det alligevel bare op".

En dag møder han Élise - en hjemløs pige, der er martret af gadens liv og nu forklæder sig som dreng. Hun er uden tvivl blevet både chikaneret og voldtaget, og Jonas må gå stille frem for at nærme sig hende. Det hele ender i et kakofonisk brag, hvor man som læser kan vælge flere udgange. Den mest åbenlyse er også den mest tragiske - men de går den i møde sammen. Ikke helt som vores lille pige med svovlstikkerne, og med fuld styrke. Men ikke desto mindre dybt tragisk.

Absolut velfortjent med den enorme succes Max De Paz fik for denne debutroman. Jeg var i gaderne i Paris - og så savnede jeg byen på trods af dens triste skæbner. Jeg lovede måske mig selv at være mere opmærksom og hjælpende næste gang, jeg krydser en SDF, som de hedder.