Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord.