Thursday, January 29, 2026

Libertad! - Dan Franck

 


  • Fransk
  • 26.-29. januar
  • 446 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg første bind i trilogien om moderne kunst af den franske forfatter og historiker Dan Franck. Jeg havde fundet den på engelsk på biblioteket, men de følgende to bind er enten ikke oversat eller ikke tilgængelige i Danmark. Jeg købte derfor alle tre bind på fransk, så jeg efterfølgende har dem hjemme - for udover at læse dem en første gang, er det helt fantastiske bøger at bruge som inspiration.

Andet bind foregår i perioden 1931-39 - fra efterkrigsårene til årene før en ny krig. En periode, hvor surrealismen vinder frem i kunstmiljøet og kunstnere som Aragon, Breton, Gide, Malraux, Saint-Exupéry, Picasso, Dali og mange andre hælder til kommunismen, men også slås med deres ideologi i forhold til Stalins styre. Der er flere facetter af kommunismen - anarkismen, trotskismen og stalinismen, som flere ser på egen hånd på rejser til USSR. Nogle kommer desillusionerede hjem og Frankrig bliver eksil for mange russiske kunstnere, som ikke længere er i favør hos regimet. Det fører også til brudte venskaber og stærkt optrukne ideologiske linjer. Surrealismen og kommunismen kan ikke forenes!

Da den spanske borgerkrig bryder ud drager de sydpå for at hjælpe republikanerne i krigen mod Franco. Det er en konflikt, jeg ikke er så velbevandret i - og jeg finder den kompleks. Men jeg blev en hel del klogere på den her! En tid, hvor nye navne træder frem på scenen som fx Capa, hvis fotografi af den faldende soldat gjorde ham til en stjerne - om det så er iscenesat eller ej, som senere debatter hævder. Det blev starten på en helt ny profession - krigsreportere - og Hemingway var en ivrig deltager, som han senere skulle blive det i 2. Verdenskrig. Men selvfølgelig også en tid, der gav os Guernica af Picasso, som i vanlig stil først trådte ind på scenen, da han følte sig indigneret nok - for hurtigt efter at fortrække tilbage til sit liv i luksus. Han var bestemt ikke typen, der som Hemingway sov på jorden sammen med soldaterne!

Vi følger ligesom i første bind også deres privatliv, som ikke var kedeligt. Affærer på kryds og tværs af ægteskaber, en løssluppen seksualitet som nok kan ændre ens syn på perioden. Den var bestemt ikke kedelig omend kunstnerne næppe repræsenterer gennemsnitsbefolkningen.

Dybt fascinerende fortælling om en brydningstid på mange måder - kunstnerisk selvfølgelig; men det var jo blot en reaktion på geopolitiske spændinger. Tyskerne var stærkt involveret i den spanske borgerkrig, hvor de hjalp Franco og samtidig øvede sig militært - de forberedte det, der skulle komme nogle få år senere.

Der er overraskende elementer som fx den indgående fortælling om André Malraux - en fransk forfatter, nok mest kendt for sin roman Menneskets lod - men som i sin ungdom tog til Indokina for at stjæle statuer. Disse skulle han sælge i Paris for at tjene penge. Han var desuden særdeles aktiv i Spanien, men er i dag nok mest kendt for at have været Frankrigs kulturminister under de Gaulle. Han var en flamboyant personlighed, som inderligt brændte for sine idéer men samtidig var mytoman og umulig at leve sammen med.

Dan Franck får det hele flettet sammen i en fantastisk fortælling, hvor kunst og politik går op i en højere enhed. 

No comments: