Monday, January 19, 2026

Soumise - Christine Orban

 


  • Fransk
  • 17.-19. januar
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den franske filosof, opfinder, matematiker - og geni - Blaise Pascal er født i Clermont-Ferrand midt inde i Frankrig, hvor jeg selv har boet. Hans karriere udspillede sig dog i Paris, hvor familien flyttede til da han og hans to søstre var børn. Pascal var allerede som barn et geni, der imponerede alle - men han havde faktisk en søster, der på sin tid oplevede temmelig stor berømmelse omend kortvarigt.

Christine Orban er en fransk forfatter, der har skrevet en del biografier og også teaterstykker; jeg har dog aldrig tidligere læst noget af hende, men kender hende mest fra tv-udsendelser. Men denne biografi af Blaise Pascals søster vandt prisen for bedste biografi i Frankrig i 2023.

Jacqueline Pascal fødtes i 1625, og allerede som barn var hun dygtig i skolen. Det var dengang det primært handlede om udenadslære og hun kunne huske lange digte udenad. Men hun komponerede også selv digte, og blev inviteret til hoffet og i teatret. Børnenes mor var død så hun tog sig også meget af broderen, Blaise, der livet igennem led af et utal af lidelser. Måske led han i virkeligheden af manglende moderlig omsorg?

Deres forhold var komplekst. Utroligt tætte uden at det var upassende; men de var uadskillelige og arbejdede sammen om filosofiske og religiøse spørgsmål. Da Jacqueline bliver ramt af kopper ændres hendes liv. Det er slut med rampelyset, og hun søger mere spirituelle retninger. De to søskende vender sig i ungdommen mod jansenismen, som var en ekstrem streng afart af katolicismen, der blev bandlyst af paven og nu er uddød.

Jacqueline beslutter sig for, at det er hendes kald og vil gå i kloster. Men det kræver tilladelse fra faderen, der ikke vil give den. Det bliver til den første splid mellem de to søskende - men hun får sin vilje i 1652, og ser nu kun broderen bag et jerngitter og uden at må have personlige konversationer med ham. Blaise Pascal vender sig dog også mod jansenismen inden sin død i 1662 - ti måneder efter søsterens tidlige død.

Bogens titel Underlagt refererer både til hendes rolle som nonne, men i det hele taget til hendes liv, hvor hun enten var underlagt broderens geni og luner og senere kirken. Hun stoppede med at digte, men der findes mere end 300 digte fra hendes hånd hvoraf nogle bruges i bogen. Jeg kendte intet til denne søster - og mit kendskab til Pascal selv var mere fokuseret på hans opfindelser (den første regnemaskine!!!) end hans filosofiske og religiøse tanker. Så det var en god opdagelse, og jeg kunne virkelig godt lide Orbans stil, som bringer ind tæt ind i det 17. århundrede i de to søskendes underligt symbiose forhold.

No comments: