Le fardeau - Matthieu Niango

 

• Fransk
• 1.-9. november
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde en uges ferie med en intensiv kulturel citytrip i kalenderen, og optimistisk havde jeg pakket tre bøger, som jeg sejlede lidt rundt i inden det endte med, at jeg kun fik læst en enkelt - og primært i flyet ud og hjem. Der var ganske enkelt ikke overskud efter lange dage med besøg i kirker og klostre, katakomber og museer og mange kilometer i benene.

Ikke desto mindre er dette en fascinerende og tung historie, som også titlen - Byrden - antyder.

Matthieu Niango er forfatter og filosof - og så er hans ophav blandet. Hans mor er "fransk" og hans far fra Elfenbenskysten. Han er vokset op på landet i Frankrig, hvor blandede ægteskaber i 1970'erne og 1980'erne stadig var en sjældenhed. Men det viser sig, at hans rødder er langt mere komplekse end den virkelighed han nu har lært at jonglere i.

Da hans mormor dør i 2004 er han 23 år gammel, og nu fortæller hans mor de fire børn, at hun er adopteret. Hun fik det selv at vide som 10-årig, men i raseri brændte hun de papirer, der viste hvordan hun kom til Frankrig i 1945. Matthieu vil dog grave dybere i historien, da han fornemmer det er vigtigt for moderen at kende historien. 

Det bliver et detektivarbejde, der kommer til at strække sig over tyve år - for jo mere de opdager, jo mere er der at søge efter. En historie i så mange lag for at forstå, hvorfor hans mor, Gizela, endte hvor hun gjorde.

Da hun ankom til Frankrig lige efter krigen, hed det sig, at hun var fransk og katolik. Men i virkeligheden kom hun fra et Lebensborn-hjem i Belgien. Lebensborn var Himmlers opfindelse - en måde at opfostre gode tyskere, der skulle vokse op til at føre tusindårsriget videre. De børn, der blev født der var enten af højtstående SS-hustruer - men også kvinder, der fik børn med tyske SS-soldater ud fra en etnisk ideologi. Norge var i øvrigt det besatte land, der havde flest af disse hjem, da de levede perfekt op til idéen om den ariske arketype. Man anslår, at ca. 15-17.000 børn blev født i disse hjem og for mange var det et stigma, der fulgte dem resten af livet stemplet som tyskerbørn efter krigen.

Niango vil finde sin biologiske mormor, og i Belgien finder han først navnet på en kvinde, der viser sig at være hans tante. Hun er ikke længere i live, men han finder fætre. De fortæller ham, at han har en onkel - hans mor fik en søn med en anden mand senere. Men mormoderen, Margit, og hendes søster, Vera, var ikke belgiere - de kom oprindeligt fra Ungarn, men var rejst til Belgien i slutningen af 1920'erne, da tiderne blev trange. Dybere og dybere ned i sine rødder finder han oldeforældrene og deres ungarske historie, og det viser sig, at de var jøder.

I Belgien trivedes Margit ikke, og kom tit i uføre. Hun var kendt for at stikke af hjemmefra, hvilket for en mindreårig (under 21 år dengang) var ulovligt, og hun prostituerede sig. Måske fandt hun lykken med den tyske officer, som blev far til Gizela - men han blev sendt til fronten, og hun opgav barnet på Lebensborn-hjemmet efter fødslen.

Niango rejser rundt i Europa for at se alle de steder hans mormor og hendes familie har levet. Han opsøger alle de steder moderen som spæd blev kastet rundt imellem - da tyskerne mærkede krigens ende, tog de børnene fra hjemmet på en lang rejse fra sted til sted inden de endte i Frankrig. Nogle børn blev ikke adopteret og led af traumer hele livet igennem; som Walter, som de møder, og som bliver en vigtig brik i opklaringen.

Niangos mor er i starten af tresserne, da de starter dette arbejde og over firs år nu. Hun skal forholde sig til en historie og en sandhed, der er svær at bearbejde. Hendes far er SS-officer - men hvorfor forlod moderen hende? Samtidig skal Niango selv forstå sine rødder som nu er afrikanske, ungarske. Han er både jøde - og nazitysk. Der er jo en barsk ironi i dette, men Niangos formål er primært at forstå disse kvinder for hvem livet ikke var nemt, og hvor valgene ikke altid var deres egne. Han vil give en stemme til den mormor, som forlod hans mor og give moderen mulighed for at tilgive.

Det er en kompleks historie, som springer i tid og sted fra starten af det 20. århundrede og frem til 2024. Men det er også et imponerende genealogisk arbejde, og et vidnesbyrd om, hvor langt trådene fra krigen stadig rækker. Det krævede fokus og alvor, og man forlader bogen med en dyb respekt for såvel ham me også i særdeleshed de kvinder, der kom før ham.