- Engelsk
- 28.-29. januar
- 256 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
Den nok sidste fortælling om Lucy og hendes liv. Denne fortsætter umiddelbart efter andet bind, men vi er nu i den skæbnesvangre marts måned 2020. Eksmanden William er jo forsker, og han fornemmer hurtigt, at dette kan blive noget rigtigt skidt noget med coronavirus. Så han beder Lucy om at rejse med ham ud af byen til et øde sted i staten Maine. De er jo principielt skilt for mange år siden; men efter Williams unge kone gik fra ham, og Lucys mand døde, er de begyndt at se mere til hinanden.
Lucy synes det hele er overdrevet og underligt; og det er da heller ikke nemt at falde til ude i den fjerne lille by, hvor de lokale ikke er begejstret for alle de Newyorkere, der nu strømmer til. Alle er anspændte og skal lære at leve med denne nye situation.
William og Lucy er også pludselig sammen døgnet rundt, og de kan ikke se deres to voksne døtre, som også har forladt byen. De to døtre har også deres at døje med i deres ægteskaber, og det bliver en tid til reflektion over vores livsvalg i en tid, hvor det hele sættes lidt på spidsen.
Der skal jo komme romaner om coronatiden; og denne var faktisk en virkelig fin historie om, hvordan man rykker sammen som en moderne familie for at alle kommer godt igennem. Men også om de tanker man kan gøre sig om at få det bedste ud af de "sidste år".
Det er som sædvanlig skrevet i den meget karakteristiske Lucy Barton-stil, og kapitlerne er små og hurtige. Hvorfor jeg tror, at det er den sidste roman om Lucy (og der kan jeg jo tage fejl) må man læse bogen for at forstå. Den udkommer uden tvivl snart på dansk - og ellers er den engelske originaludgave jo glimrende og let læst.
No comments:
Post a Comment