Magnificat - François-Henri Soulié

 

• Fransk
• 26.-30. oktober
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For et par år siden læste jeg middelalderkrimien af den franske historiker Soulié; det var en ægte thriller med symbolske mord og intriger mellem katolikker og katharer. Det var også den første af en planlagt trilogi, men først nu er jeg nået til andet bind.

Stemningen er en helt anden - og det hele er knap så mystisk og blodigt. Det er snarere til tider lidt komisk; uden at det dog var en dårlig oplevelse af den grund.

Vi er i nu i Narbonne i 1177, hvor grevinden Ermengarde regerer over byen; Narbonne er et lille fyrstedømme i det sydøstlige Frankrig, som først blev en del af det franske rige i midten af det 16. århundrede. Ermengarde er kunstelsker, og er især glad for datidens popidoler, troubadourerne.

Hun er også knap 50 år gammel, og mærker sygdomstegn - og vil derfor sikre sig arvefølgen. Da hun ikke selv har børn, vil hun indsætte sin nevø i arvefølgen. Men den kurér hun sender afsted med besked til ham om at komme til byen, bliver dræbt. Så bliver hendes nærmeste rådgiver ligeledes dræbt - og snart går det op for hende, at der er magter i byen, der ønsker at styrte hende og omdanne Narbonne til en republik.

Parallelt følger vi de tyveknægte, der dræbte sendebudet til nevøen. En samling lejesoldater, der erhverver sig som landevejsrøvere, når der mangler en krig som levebrød. De møder ved et tilfælde ophavsmanden til komplottet, og slår sig sammen med ham. Det er således de møder den lidt enfoldige Donat og hans bror Fabian. Især Donat er et muntert islæt i fortællingen, som han undrer sig over den verden, der møder ham ved hoffet i Narbonne. Det er en smart måde for forfatteren at fortælle os om datidens levevis - men Donats karakter bringer også en helt anden dynamik til historien end de dystre munke fra første bind.

De eneste gengangere er katharen Aloïs og hendes nevø, Guilhem, som nu er troubadour ved hoffet. Han er samtidig ved at planlægge et stort anlagt syngespil, som han så opdager er en genopfindelse af det græske teater. I middelalderen kendte man jo ikke teater som kunstform; den genopstod nogenlunde med Shakespeare - det var enten kirkelig sang eller vilde fester på kroen. Så det giver os også en indsigt i samtiden; og så er der historier om spedalske og genfunde søstre.

Det er absolut mere en historisk roman end en krimi, som første bind var. Det ender dog også med Aloïs' død, og dermed er forbindelsen til første bind væk. Det sidste bind springer en del år frem, og hvem kan vi så møde fra denne historie? Men læses skal sidste bind helt sikkert!