Gabriële - Anne & Claire Berest

 

• Fransk
• 3.-10. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den fantastiske roman af den franske forfatter, Anne Berest, som nu er oversat til dansk. Den handlede om hendes mormor, og hendes liv som overlevende efter Holocaust. Den læste jeg primært på en rejse til Budapest, hvor den virkelig rørte mig.

Denne gang handler det om hendes oldemor, som er en meget hemmelig del af familiehistorien - og bogen var med mig i Porto. Der var noget mindre tid til at læse; så det tog noget tid at komme igennem den.

Bogen er skrevet sammen med Annes søster, Claire, som et firhændigt værk. De har brugt meget lang tid på at gennemgå arkivmateriale, da der som sagt aldrig blev talt meget om denne oldemor i barndomshjemmet. Hun var mor til Vicente - som begik selvmord som 27-årig; denne Vicente havde dog et barn ved sin død - Annes og Claires mor Lélia, hvis mor var Myriam fra Postkortet. 

Oldemoderen er Gabriële Picabia; gift med den franske avantgardekunstner Francis Picabia, som levede fra 1879 til 1953. De mødtes i 1908, da Picabia levede af at male og sælge impressionistiske malerier med stor succes. Gabriële var i oprør med familien, der ville have hende gift som en god borgerlig pige jo gjorde. Hun tog til Berlin, og studerede musik - men da hun mødte Picabia, var det som et lyn, der slog ned. Ikke så meget på den romantiske front - men intellektuelt var de enige om, at kunsten skulle trækkes i en anden retning. Picabia var med til at starte kubismen og dadaismen - og var Picassos erklærede ærkefjende.

Gabriële bliver moderfiguren i hele den intellektuelle bevægelse omkring kunsten i de år. De omgås Appolinaire, Duchamp og andre hovedaktører indenfor den kunst, som jo reelt set ikke appellerer meget til mig. Jeg fascineres dog stadig af tanken om dengang Paris var langt mere som en provinsby, hvor især kunstnerne kendte hinanden allesammen og konstant krydsede veje. Man tog en kaffe på caféen med Picasso og vennerne ganske enkelt.

Sammen udstak de to dogmer og retningslinjer for kunsten; de rejste rundt i Europa og til Amerika - og det blev da også lidt romantisk; de fik da fire børn. De tog sig dog ikke meget af disse børn - det interesserede dem meget lidt.

Samtidig var Picabia vel nok bipolar eller i hvert fald depressiv i perioder; han var notorisk utro, og Gabriële levede i mange år med en elskerinde i huset - det var det nemmeste for at de kunne opretholde det kunstneriske arbejde. Det var et noget progressivt ægteskab for perioden, og det holdt da heller ikke.

Bogen omhandler perioden frem til slutningen af 1. Verdenskrig; men Gabriële døde først i 1985 - 104 år gammel. Der var Anne og Claire små piger, men de kendte intet til denne oldemor, som de opdager gennem kunsten og litteraturen. Det er måske også det svage punkt; det er meget langtrukkent at tilbringe 480 sider på knap 10 år, og så slet ikke få historien om de næste 65 år af hendes liv med de mange dramaer og mørkezoner, der stadig var. Jeg var ikke helt så fænget som af Postkortet desværre.