Postkortet - Anne Berest

 

• Fransk
• 24.-30. september
• 576 sider
• Originaltitel: La Carte postale

I slutningen af september var jeg en uge i Budapest, og havde selvfølgelig læsestof med - et valg, der skulle vise at være både passende og emotionelt drænende til netop denne ferie.

Anne Berest er en fransk forfatter, der tidligere har skrevet en roman om sin oldemor, Gabrièle, som var gift med den franske maler og forfatter, Francis Picabia. De fik sammen sønnen Vincente, som begik selvmord som 27-årig - da hans datter Lélia var ganske lille.

Men denne gang handler det om den anden gren af familien - Vincentes hustru, Lélias mor og Annes mormor - Myriam. Som den eneste i familien overlever hun Holocaust, og taler aldrig senere om det til hverken sin datter eller til børnebørnene.

I 2003 modtager de dog et postkort, som vises på forsiden. Et billede af operaen i Paris og på bagsiden blot de fire navne - Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques - Myriams forældre og to mindre søskende. Der er ingen afsender; men kortet bliver liggende i en del år indtil Anne Berest beslutter sig for at finde ud af, hvem der har sendt det. Men nu er der gået en del flere år siden kortet - og ikke mindst krigen.

Bogen fortæller familiens historie; fra Rusland til Baltikum til Israel til Frankrig - og til sidst Auschwitz. Den fortæller om Annes jagt på at finde sandheden ved hjælp af både privatdetektiver og grafologer; men det er også en historie om jødisk identitet.

Anne Berest ved, at hun er jøde uden at nogen har gjort et stort nummer ud af det; hun praktiserer ikke og kender faktisk ikke mange traditioner. Så da hun møder en mand, der håndhæver disse traditioner konfronteres hun endnu mere med sin identitet og hvordan hun lever den i det 21. århundrede - hvor antisemitismen stadig lever i Frankrig (som i andre dele af verden).

Udover at være et detektivarbejde på kortets ophavsmand er det en slægtshistorie og en fortælling om kultur og religion. I Budapest var jeg overvældet af omfanget af jødiske mindesmærker - synagoger og kirkegårde; men også statuer og monumenter, der vidnede om de ungarske jøders barske skæbne, og ikke mindst mindesmærket for ofrene for den tyske invasion, som har skabt en kæmpe debat og er dybt bevægende at besøge.

Så når jeg kom hjem på hotellet om aftenen, og tog min bog i hænderne, blev det uvirkelig virkeligt og barsk at læse om. En kæmpe påmindelse om, at selvom Anne Berest føler hun jager i blinde efter afsenderen, så er det ikke så mange år siden - og der er stadig tidspunkter, hvor bæstet viser tænder igen. Det er en dybt rørende og aktuel bog - og ja, hun finder afsenderen. De sidste sider giver os forklaringen - som man nok har gættet lige inden; men den bragte tårer frem.

En virkelig anbefalelsesværdig historisk familieroman!