Tuesday, September 20, 2022

La fabrique - Simone van der Vlugt

 

  • Fransk
  • 16.-20. september
  • 429 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har været meget begejstret for van der Vlugts trilogi om stærke kvinder i hollandsk historie; de foregik alle tre i det 16. og 17. århundrede og var inspireret af hollandsk kultur og historie.

Denne gang bevæger vi os længere frem i tid; i slutningen af det 19. århundrede - men stadig med kvinders lod som omdrejningspunkt.
Lydia bliver forældreløs som ung pige, og da hun finder faderens notater om at etablere en ostefabrik med de helt nye dampmaskiner, beslutter hun sig for at tage udfordringen op. Men kvinder kan ikke eje en virksomhed, så hun associerer sig med en lokal bonde, Huib. Lydia er af det bedre borgerskab, og der er en klar klasseforskel de to imellem - ikke desto mindre udvikler det sig romantisk og hun bliver gravid. En skandaløs situation for den unge kvinde i 1893 - og hun beslutter sig for at acceptere et frieri, som kan redde situationen. Den forelskede mand kender hendes hemmelighed, men han bliver tragisk kørt over af en hestevogn samme dag de forloves.

Så springer vi frem til 1913, hvor Lydias datter Nora er atten år gammel - og lidt af en lille snob! Hun ved jo ikke, at hendes far er den mand, der arbejder sammen med moderen - og hun betragter ham som en ussel bonde. Da hun pludselig får sandheden at vide, rejser hun hjemmefra og gifter sig forhastet med en ung mand hun dårligt kender.

De bor i Belgien, da 1. Verdenskrig bryder ud - og Belgien var hårdt ramt. Den dag i dag kan man se resterne i hver eneste belgiske by. Da jeg boede i Belgien, rørte det mig især at se biblioteket i Louvain, som er genopbygget på ruinerne af det ødelagte bibliotek - men tusinder af gamle bøger gik desværre tabt.

Holland var neutral i den krig; men Nora oplever den fra Belgien, da hun arbejder som sygeplejerske ved fronten. Der er dermed ikke så meget hollandsk historie, og der var anløb til lidt Borte med blæsten-scener nogle steder, som irriterede mig lidt.

Det var for meget romantik og for lidt historie i sammenligning med hendes fabelagtige triogi - og jeg synes ikke historien hang helt så godt sammen. Et fokuspunkt er dog den frigørelse kvinder oplevede i løbet af krigen, hvor klasseskel ophørte og hvor kvinder pludselig kunne arbejde. Men det var ikke nok til at bære hele bogen desværre.

No comments: