Nous sommes éternels - Pierrette Fleutiaux

 

• Fransk
• 1.-8. oktober
• 843 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En kæmpe mammut af en bog, som er en klassiker i moderne fransk litteratur; bogen udkom i 1990 og citeres igen og igen for sin kærlighedshistorie, som er anderledes og foruroligende. Og så er den jo bare enorm med sine næsten tusind sider! Det kan jo fungere uden problemer, hvis man fænges af en historie - men jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg synes om den?

Hovedpersonen er Estelle, som fortæller sin historie over de mange sider. En historie om en mærkelig familie - faderen, som er advokat og altid med hovedet i sine papirer. Moderen, Nicole, som tit har nervøse sammenbrud mens hun drømmer om et liv som ballerina, som ikke lykkes. Der er den mystiske personnage, Tirésia, som bor hos familien og nabosønnen, Adrien. Og i centrum af historien Estelle og hendes lillebror, Dan.

Fra Dan fødes indgår de to i en pagt, som med tiden udvikler sig til kærlighed - af den helt forbudte slags mellem søster og bror - men det forbliver en antydning og ikke eksplicit i historien. At det er kompliceret er dog klart; for det er hele konstellationen af personer, der bor sammen og skjuler ting for hinanden og for de to børn.

Da Estelle fortæller sin historie er hun den eneste, der er tilbage. Dan er død, og hun prøver at finde en mening med tilværelsen uden ham og deres kærlighedshistorie, som også blev deres endeligt.

Det tager i mine øjne for mange sider med væverier, som er virkelig svære at holde gejsten oppe ved - men som læser får man til sidst en forklaring. Den gør ikke historien mindre tragisk, og det er selvfølgelig deri, at det store drama ligger. At alt det fortiede kunne have sparet så meget ulykke.

Men det er nok for specielt for mig; og dermed blev den alt for lang.