Tre dage i april - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 20.-23. oktober
• 394 sider

Efter deres succesroman om hospitalsskibet Jutlandia er forfatterduoen trådt et skridt længere tilbage i Danmarkshistorien - men temaet forbliver det samme, og der bindes en fin sløjfe til Pigen fra det store hvide skib til sidst.

I 1945 nærmede krigen sig endelig sin slutning, og den svenske greve Bernadotte har indgået en aftale med tyskerne om at hente danske kz-fanger hjem i det, der skulle blive kendt som de hvide busser.

Dagmar er 27 år gammel, og gift med Poul, som er avisredaktør i Vamdrup i Jylland. De har to små døtre, men i 1944 bliver Poul taget til fange for illegale publikationer. De danske kz-fanger skulle efter sigende være samlet fra forskellige lejre, og nu alle sidde i Neuengamme syd for Hamburg. Der er skevet meget - og der kan findes meget information om disse forhandlinger; og der er også nogle moralske skrupler at fordøje. For evakueringen af skandinaver var også en studehandel, hvor andre blev transporteret til den visse død.

Men nu tager Dagmar afsted med en af busserne - nummer 474. Hun er tidligere næsten færdiguddanet som sygeplejerske, men alligevel blver turen en barsk oplevelse for hende. Allerede lidt syd for grænsen ved Padborg opdager de krigens gru; selvom Danmark var besat, var huse ikke i ruiner. Nu ser de resultatet af fem års krig og ikke mindste nazisternes sidste krampetrækninger for at slette spor, og redde sig selv forud for de krigsdomstole de jo ved må komme.

Historien er opdelt i tre lige store dele - f ned til Neuengamme, som reelt set er én lang dag. Dernæst historien om evakueringen og turen hjem til Danmark igen. Det hele tog nemlig jun tre dage - men tre dage, der mærkede de frivillige for livet.

Den sidste del handler om livet efter; Dagmars mand, Poul, er hårdt psykisk medtaget - han vil ikke tale om, hvad der skete i lejren. Men Dagmar kan se, at det er anderledes end for de danske fanger, hun så i "sin bus", og som generelt var nogenlunde godt behandlet. De danske politiske fanger havde en højere status end fx jøderne, og der var andre diplomatiske hensyn at tage.

Dagmar inden krigen var en ung kvinde, som levede et relativt privilegeret liv som redaktørfrue i en provinsby; en stor villa, to dejlige børn - og ikke andre bekymringer end at sætte håret og sørge for, at maden stod på bordet, når manden kom hjem.

Turen med de hvide busser ændrer dette; og i slutningen af bogen ser vi en helt ny Dagmar, som nu står på egne ben og magtbalancen i ægteskabet er forandret. Det er jo ikke ulig den frigørelse mange kvinder oplevede lige efter krigen. De havde pludselig haft en anden rolle, og var ikke længere tilfredse med at vende tilbage til kødgryderne. Det var ikke "blot" en verdenskrig; det var også en kulturel brydningstid.

Dagmar ender bogen med at stige ombord på Jutlandia; de nævnes ikke ved navne, men hun er en af de kvinder, som Molly fra den roman møder.

Det er interessante historier om kapitler i dansk historie, der er vigtige at fortælle. Den faktuelle research er imponerende - men der var nogle fejl i tidsangivelse, som var virkelig overflødige og irriterende. Men alt i alt en hurtigt læst interessant bog. Men de skal selvfølgelig også passe på det ikke bliver for permanent en skrivestil eller emnekilde.