Les lions en hiver (La saga des Florio III) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 25.-27. november
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kastede mig med det samme over tredje bind efter at have afsluttet andet bind i den fascinerende historie om Florio-familien. Jeg læste nok 600 sider i weekenden; og så var der lige lidt tilbage.

I tredje og sidste bind følger vi familien fra 1893 til 1950 - skelsættende år i verdenshistorien og i familien.

Ignazio Jr. overtager firmaet som alt for ung, og han er alt for rig! Han har aldrig forstået, at faderen knoklede hver eneste dag, og egenhændigt mødte op på familiens fabrikker - når nu der er fester og yachter og ferier at hellige sig.

Ægteparret lever en overdådig tilværelse, selvom ægteskabet er præget af Ignazios mange sidespring. Franca må erkende, at hustruens rolle er at se smuk ud og bære det med ære; hun kompenserer derfor ved at shoppe amok. De fineste kjoler fra Paris, og smykker i lange baner - især bliver hun berømt for sine lange perlekæder, der har op til firehundrede ægte perler. Man snakker om kæder, der kan sættes sammen så de bliver otte meter lange. Disse bliver ikke mindst udødeliggjort i et portræt af hende.

Deres førstefødte kom lige efter brylluppet, og fem år senere kommer den længe ventede og nødvendige mandlige arving - en søn, der døbes Ignazio men blot kaldes Baby Boy.

Forretningerne lider dog under Ignazio Jr.'s manglende talent og ikke mindst tid; den italienske regering har ydet store bidrag af statskassen for at opretholde rederiet, men begynder nu at trække i land og udbuddet på lukrative aftaler åbnes op. 

Starten af det nye århundrede starter derfor voldsomt; i løbet af lidt mere end et år mister familien både den ældste datter på blot otte år; den vigtige søn som end ikke er fem år gammel - og endelig et dødfødt barn. Det bliver nådesstødet - selvom de stadig har en datter født i 1900, og endnu en mirakuløst kommer til i 1909.

Men der er situationen allerede desperat; pengene fosser ud og især Franca har ikke i sinde at ændre sin livsstil. Da 1. Verdenskrig starter er de reelt set fallit, men lever på nåde af banker og regeringen, der forsøger at beskytte de arbejdspladser, der er knyttet til familiens firmaer. Man frygter også et reelt oprør på den problematiske ø Sicilien, hvis Florio-familien ikke længere kan garantere arbejde.

Det er på mange måder en trist historie om et fald fra tinderne. På den anden side er der ingen tvivl om, at den levestil fra Belle Epoque, som definerede dem og så mange andre over hele Europa, jo unægteligt kom til en ende med krigen. Men det var ikke lige nemt for alle at acceptere, og måske slet ikke for en Franca af adelig oprindelse, som hele sit liv havde haft tjenestefolk på hver finger. Nu skulle hun aflægge rapport for hver lira, der blev brugt - og efter at have yachter, paladser, firmaer og jordbesiddelser kommer tiden endelig til alle hendes smykker.

Parret har aldrig levet harmonisk sammen; men de ender med at må finde sig i hinanden og søge husly hos deres børn indtil Franca dør i 1950, og Ignazio Jr. i 1957. Det blev enden på familiens navn - der var kun døtre tilbage.

I dag står der en statue af Iganzio Sr. på Sicilien; deres tidligere private hjem er nu et femstjernet luksushotel mens mange andre ejendomme er raseret for at give plads til nye bygninger. Alligevel virker det til, at navnet og familiens aura stadig giver genklang i Italien - som denne sage bevidner. Der er skrevet andre bøger om de sidste Florio-børn - Ignazio Jr.'s børnebørn, og sagaen er nu filmatiseret som tv-serie. Men kun navnet er tilbage af en vanvittig familiesaga.