Leurs enfants après eux - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 18.-22. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg vil gerne læse nogle flere Goncourt-prisvindere; der er jo en rigtig god grund til, at de har vundet den ypperste franske litterære pris. Jeg har også flere stående, men jeg har jo altid et lille reservelager af bøger.

Jeg var én gang tidligere startet på denne, som vandt prisen i 2018 - men efter et par sider blev jeg bange for, at det var en form for coming-of-age-roman om teeenagekærlighed og den slags. Så den blev parkeret. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre ind i den - og pludselig var jeg totalt grebet af en barsk socialrealistisk fortælling om Frankrig i 1990'erne.

Jeg boede første gang i Frankrig i slutningen af 1980'erne - og igen fra midten af 1990'erne; og så er jeg jo konsekvent vendt tilbage igen og igen siden. Så i denne historie genfandt jeg minder om fransk musik; tv-udsendelser; kendisser osv. som var min hverdag i så mange år. For en dansk læser ville det dog nok være svært at skabe en forbindelse til de billeder, han ønsker at fremmane hos os.

Bogen er opdelt i fire somre - 1992, 1994, 1996 og 1998. Det foregår i Lorraine - den nord-østlige del af Frankrig, som efter en rig industriel periode nu er præget af fattigdom, og hvor man enten er "fyret, fraskilt, hanrej eller kræftramt".

Vi følger Anthony, som er 14 år - faderen er fyret fra byens store fabrik, og ender som alkoholiker. Anthony ryger fede og har ingen fremtidsdrømme indtil han møder Stéphanie. Hende og veninden Clémentine kommer dog fra det lidt bedre borgerskab, og disse drenge er kun interessante som deres lille bad boys-erfaring. Endelig er der Hacine, hvis forældre indvandrede fra Marokko, og hvis far også er arbejds- og modløs over alle de forventninger til livet i Frankrig, som aldrig indfriede sig.

Anthony og Hacine krydser veje nogle gange; de er både symbolet på samfundsproblemerne men også en forlængelse af deres fædres fallerede liv - som titlen angiver: "Deres børn efter dem". For i bund og grund er der ingen grund til at tro på, at man kan hive sig selv ud af det sociale dynd, man sidder i.

Stéphanie er og forbliver uopnåelig for Anthony; Hacine er og bliver en fremmed selv da Frankrig i 1998 vinder VM i fodbold, og hele nationen hylder diversiteten på landsholdet.

Mathieu tager os igennem de klassiske teenage-temaer som seksualitet, fremtidsdrømme, venskaber - men han beskriver først og fremmest et liv i dvale, hvor man ved, at det er den permanente tilstand for éns liv. Men han gør det som skrev han en thriller, og jeg forventede flere gange, at det ville gå helt galt. Det gør det ikke - eller måske gør det i al sin enkelhed? For ikke at kunne ændre sine livsvilkår er vel dramatisk nok?

Der er indtil nu 120 Goncourt-vindere; og de ældste bliver nok lidt svære at finde og sikkert også at læse. Men jeg skulle gerne forbedre min 14% score lidt; for bøger udgivet efter 2000 er det 50% - men der er flere i gemmerne og nu er der ganske snart endnu en vinder at tilføje til listen.