Jeg er den, der kan sige sådan - Anita Furu

 

• Dansk
• 30. december
• 182 sider

Jeg skyndte mig at finde fortsættelsen til Anita Furus debutroman om Ruths liv i håbet om, at det ville blive helt og ikke blot halvt.

Hvor vi sluttede i 1953 med Sigurds død og datteren Inges graviditet, så springer vi nu tyve år frem i tiden til 1973. Ruth var enke i nogle år; så mødte hun Aage, en barndomsven, som pludselig en dag krydser hendes veje igen. Men Aage dør også, og nu er Ruth alene i sit rækkehus. Inge er blevet en voksen kvinde, og barnebarnet David en ung mand. Veninden Inge bor i Frankrig, og den anden veninde Kamma er hendes ømme punkt. Hun har altid betragtet hende som lidt irriterende og dominerende - og ikke bedsteveninden; det var Inge, som hun opkaldte datteren efter.

Nu presser hendes familie på for at hun skal opsøge de søskende hun ikke har set siden 1906, da hun blev sendt ud af Rusland. Den lidt ældre søster bor i England, og er nem at finde - men Ruth ved ikke, om hun tør? Og hun taler jo ikke engelsk! Men en sensommer i sommerhuset med mødet med en ny mand, og Kammas sygdom og forestående død overbeviser hende, og Inge og Ruth drager på en uges rejse til England.

Mødet med søsteren er ikke nemt på grund af sprogbarriererne; men det løsner alligevel op for en masse ting. Hun møder også sin anden bror, Boris, som lever et hårdt og ensomt liv - men for de tre ældre søskende er der stadig en brik, der mangler. Storebroren Isak var den, der hjalp dem ud af Rusland som den ældste - og selv ville han til Amerika. Men de kan ikke finde spor af ham siden nogle breve, der er mere end halvtreds år gamle. Endelig finder de ud af, at han blev i Tyskland - og det blev fatalt for ham under 2. Verdenskrig, og han døde i en kz-lejr. 

Det bliver også en øjenåbner for Ruth, der i det meste af sit liv har fjernet sig fra sine rødder. Pludselig indhenter det hende, at hun blev reddet - og ikke blot én gang! Aage, som hun aldrig spurgte om hans historie, viser sig også at have lidt under krigen. Dermed finder hun på smertelig vis den anden halvdel hun manglede i sin identitet - den jødiske del, som hun har forsøgt at fornægte.

Det er næppe en usædvanlig familieskæbne; der var tusinder som disse, der blev splittet og aldrig fandt hinanden igen. Det gør den ikke mindre rørende; og iblandet historien om København og Danmark i 1970'erne giver det et fantastisk billede af en tid, som vi nu betragter som langt tilbage - men som ikke er mange generationer siden. Netop som disse to bøger inspireret af Anita Furus farmor viser os.

Det blev nok også den sidste bog i 2023; det blev til 111 bøger - hvilket er mere end jeg har læst i mange år. Der var mange fantastiske læseoplevelser imellem; og ikke mindst opdagede jeg virkelig, hvor meget jeg kan bruge biblioteket. Jeg havde sat mig for, at halvdelen skulle være fra biblioteket for at minimere udgifter - og ikke mindst opbevaringsplads! - det blev til 47 og dermed 42%, hvilket jeg er fint tilfreds med. Bibliotekerne giver nogle gange mulighed for at eksperimentere lidt mere - og blive dejligt overrasket, som det var tilfældet her.