Lystægteskabet - Tahar Ben Jelloun

 

• Fransk
• 11.-13. december
• 272 sider
• Originaltitel: Le mariage de plaisir

Det er en del år siden jeg sidst læste noget af den marokkanske forfatter, der i 1987 vandt den prestigefyldte Goncourt-pris for Den hellige nat. Selvom han i mange år har boet i Frankrig er hans litterære univers stadig hjemlandet; i denne roman fra 2016 udvider han feltet til at inkludere det subsahariske Afrika - nemlig Dakar og Senegal, som har en stor plads i mit hjerte.

Amir bor i Fès, hvor han handler med varer importeret fra blandt andet Senegal. Han er gift i et traditionelt arrangeret ægteskab og har fire børn. Hvert år rejser han afsted for at finde sine varer, og under disse langvarige rejser indgår han et lystægteskab, som islam tillader det. Det betyder, at han i en nærmere defineret tidsperiode kan "gifte" sig med en lokal kvinde, så det ikke er i synd, at han får opfyldt sine basale behov. Men han forelsker sig i den unge Nabou, og nu vil han have hende med hjem - han er jo trods alt tilladt fire hustruer! Han ved godt, at hustruen derhjemme ikke bliver begejstret og at Nabou risikerer racisme og chikane på grund af hendes mørke hudfarve.

Ben Jelloun italesætter her den racisme, der foregår ikke blot mellem europæere og maghrebinere - men også internt på kontinentet, hvor hakkeordenen i allerhøjeste grad angives af hudfarven.

Historien strækker sig fra slutningen af 1940'erne, hvor Marokko begynder at røre på sig politisk efter mange års fransk kolonistyre og indtil i dag. Dermed dækker denne saga også landets historie - omend perifært grundet det lille antal sider.

Nabou får det ikke let i Marokko; den første hustru er ydmyget og rasende. Ikke blot overm at manden har taget endnu en hustru - men at han også er forelsket, og så i en med så mørk hud! 

Nabou føder ham tvillinger; en hvid og en sort. De to børn bliver symbolet på racismen, da de får hver deres livsbane. Den ene perfekt integreret og den anden udstødt på grund af sin hudfarve - og da han bliver taget uden papirer bliver han deporteret til Senegal.

Det eneste lyspunkt i historien er Amirs søn, Karim, der har Downs syndrom, og beskytter Nabou og hendes sønner. 

Men der foregår mange ting - måske for mange til en så kort roman? Ben Jelloun vil favne over alt fra social racisme til etnisk racisme. Han behandler religioner - Amirs islam mod Nabous animisme. Kvinders status i samfundet. Flygtningestrømmene. Marokkos egen kamp for at finde et ståsted som traditionelt samfund i en moderne verden.

Det bliver desværre lidt for mange ting på én gang, og det er ikke den stærkeste af hans romaner.