The House of Fortune - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 21.-24. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ni år siden jeg læste Burtons debutroman, Dukkemageren; siden har jeg læst andre romaner, som absolut ikke fungerede for mig. Så jeg var spændt på at se om hun kunne genskabe magien fra Dukkemageren i denne opfølgning til hendes store succes.

Det er de samme personer vi møder - men atten år senere i 1705. I huset i Amsterdam bor de tre voksne, der var en del af Dukkemageren. Nella, som var den unge og naive brud og hvis man Johannes døde anklaget for sodomi. Hans tjener, Otto, som er en tidligere slave fra Surinam og tjenestepigen Cordelia, der har tjent familien i årtier. Otto havde jo en affære med Johannes' søster og Nellas svigerinde, Marin, og det kom der den lille Thea ud af. En mulatpige, som i det tidlige 18. århundrede normalt ikke ville være at finde i det bedre borgerskabs saloner - men snarere som tjenestepige.

Thea har det da også svært med sin identitet; hun forstår ikke alle hemmelighederne omkring hendes forældre og hendes fortid. Da hun forelsker sig i en kunstner, er det hendes måde at gøre oprør på. Men pludselig begynder de små pakker med miniaturemodeller at dukke op på husets dørtrin igen. Thea mener de er til hende, og gemmer dem for familien. 

Det skaber basen for flere hemmeligheder, der vokser sig større og større alt imens familien håber at kunne gifte Thea godt. For de er faktisk ved at være fallit - det har ikke været nemt at leve med skammen efter Johannes, og samtidig forsvare at have Thea i huset, som de ikke kan forklare.

Det er både Theas og Nellas historie; og selvfølgelig en interessant historie om Amsterdam på den tid. Man føler sig hensat til Oude Kerk, når man læser scenerne derfra - jeg var der så sent som i pinsen i år, og beundrede de selvsamme træudskæringer, der omtales i bogen.

Det er historien om generationer, der skal finde hinanden - modsætningerne mellem nye og gamle traditioner, som er arketypiske for alle forhold gennem tiden. Men det er også Nellas historie om en fortid, hun har forsøgt at glemme i så mange år.

Den er absolut bedre end hendes andre romaner; men præcist som med Dukkemageren følte jeg ved slutningen, at noget manglede? Vi får aldrig svaret på, hvem der aflevere pakkerne med miniaturemodeller - eller hvem, de oprigtigt er tiltænkt? Det forhastes til sidst for at få en lidt rosenrød afslutning. Det lykkes ikke for Burton at få det hele til at gå helt op desværre.