Vinden kender mit navn - Isabel Allende

 

• Engelsk
• 14.-16. december
• 272 sider
• Originaltitel: The Wind Knows My Name

Jeg har vist ikke læst en eneste roman af Isabel Allende siden Åndernes hus - og det er mere end tredive år siden. Den var jo fantastisk med sin magiske verden, der mindede om Garcia Marquez. Men de efterfølgende virkede så anderledes, at jeg aldrig rigtigt forsøgte.

Da romanen starter i 1938 i Wien er min umiddelbare tanke da også, at vi er langt fra Sydamerika og magi - det kommer dog til at ændre sig. Samuel Adler er seks år gammel, da Krystalnatten sætter en ende for hans lykkelige barndom. Faderen forsvinder, og moderen sender ham med et tog til England i håbet om, at familien vil blive genforenet for at kunne emigrere til Amerika. Det sker selvfølgelig ikke, og han ser aldrig forældrene igen. I stedet vokser han op som en stille og forsigtig dreng mest glad når han kan spille på sin violin. I 1950'erne rejser han til New Orleans for at udforske jazzmusikken, og her møder han den ukonventionelle og dragende Nadine, som trodser familiens raseri og tager til England for at gifte sig med Samuel. De får en datter, men de kæmper også med deres forskelligheder i temperament og natur.

I vor tid flygter Marisol fra et fattigt og kriminelt El Salvador til USA; men Trump vil have en mur ved den mexicanske grænse, og Marisol bliver skilt fra sin otte-årige næsten blinde datter Anita. 

Den lille pige er traumatiseret, og forsvinder ofte ind i fantasiverdenen Azabahar, hvor hun taler med sin afdøde lillesøster Claudia.

Imellem de to ekstremiteter møder vi Selena, som kæmper for at genforene alle de familier, der bliver adskilt i flygtningelejrene ved grænsen. Hendes familie er selv kommet fra Sydamerika, og hendes bedstemor er synsk. Hun ser ikke gode ting for Marisol!

Selena får hjælp i sin kamp for den lille Anita i karriereadvokaten Frank, hvis familie oprindeligt kom fra Sicilien til Amerika. Hans motiver, der først var motiverede af Selenas smukke hofter, ændrer sig til at være rent filantropiske - næsten!

Historien springer fra person til person og i tid; således introduceres også Letizia, som flygtede med sin far til USA i 1981 efter regeringen udraderede hendes families landsby i El Salvador. Hun arbejder nu som husholderske for den gamle Samuel Adler, der er blevet enkemand. 

Det er rigtigt mange historier og skæbner til en roman på under trehundrede sider; nok lidt for mange, da der var potentiale til at skabe virkeligt facetterede protagonister og flere af dem bliver lidt overfladisk behandlet. 

Men moralen er der selvfølgelig. At vi gentager de samme fejl igen og igen. At vi intet lærer af historien. At jødeforfølgelserne bliver til moderne racisme overfor alle flygtninge, og at der stadig er totalitære stater, der dræber uskyldige civile.

Det er til dels en "Covid-roman"; en stor del af historien foregår mens alle er i lock-down. Om Allende startede skriveriet under lock-down ved jeg jo ikke; men jeg mistænker det. Der havde været potentiale til en virkelig stor roman ved at ekspandere lidt en del steder; i stedet bliver det en hyggelig roman med en alvorlig morale.