Le commerce des allongés - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 4.-7. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet længe på denne paperback-udgave af Mabanckous seneste roman; den femtende af hans bøger, jeg har læst siden jeg startede bloggen. Han er en favorit selvom det er meget svingende - og han fortrinsvis skriver erindringer og essays om Afrika og sortes vilkår nu. Men så kaster han sig igen over den genre, der blev hans gennembrud - satire, animisme og totalt flyvske historier. 

Direkte oversat ville titlen lyde noget i retning af "Forretningen i at ligge ned" - det er lidt kryptisk på dansk; men på fransk er det underforstået, at dem, der ligger ned i denne sammenhæng er de døde.

Den unge Liwa er nemlig død; han blev dræbt efter den store fest den 15. august, der fejrer Congos uafhængighed. Nu er han på kirkegården Frère Lachaise - et fint ordspil på Paris' berømte Père Lachaise kirkegård. Det er et gennemgående og tilbagevendende tema for Mabanckou at drage paralleller til det Frankrig, som congolesere både hader og elsker; og beundrer! Det er en den tidligere kolonimagt - men det er også drømmedestinationen for mange, og målestokken for succes for de fleste. Man gør tingene som de gør det i Paris!

Nu ser Liwa sig selv udefra i de dage, der går inden han skal begraves. Han møder andre beboere fra kirkegården, som fortæller ham deres historie. Det farer i alle retninger, som det ofte gør med Mabanckou - men han kommer altid tilbage til historien. Det er med til at tegne et billede af det samfund og de personer, han beskriver - og det er baseret på den animistiske tro, som er allestedsnærværende i afrikansk kultur. Der giver det hele mening, og intet er mere naturligt end at gå igen eller reinkarnere sig for at tage hævn.

Det er netop det, den unge Liwa vil efter at være blevet forgiftet af faderen til en ung pige, han mødte på en natklub den skæbnesvangre nat. Hvad han dog ikke ved, er at denne pige også var et "spøgelse", der selv ville hævne sig. De mødes - og opnår sammen deres mål, inden de kan lægge sig til ro. Sammen.

Jeg nød virkelig hans retur til denne prosa. Den er dog skarpere i sin satire end i de første romaner; der er mere underliggende kritik af styrkeforholdene mellem Afrika og resten af verden, og den korruption, der desværre præger kontinentet. Han er modnet - men bibevarer sit skarpe blik for sit lands kultur.