Kælerslangen - Romain Gary (Emile Ajar)

• Fransk
• 11.-13. april
• 291 sider
• Originaltitel: Gros-Câlin

Romain Gary er på dansk primært kendt for sin roman La devant soi om lille Momo; mange gymnasieelever har vist  kæmpet sig igennem dele af den eller set den på film. Den var udgivet under Garys pseudonym Emile Ajar ligesom denne, som er fra 1974.

Det er temmelig rablende det meste af bogen igennem, og fik mig til at tænke på Boris Vian eller Raymond Queneau, som også mestrede kunsten at jonglere med det franske sprog. Opfinde nye ord eller lege med den traditionelle betydning af ordene. Hvilket selvfølgelig gør det umådeligt svært at oversætte - desværre.

Hr. Cousin er en lille kontormand, som bor i det kæmpestore Paris med sine 10 millioner indbyggere - det er en tankegang, der til tider skræmmer ham og til tider beroliger ham. For så må der jo være mennesker derude at holde af og holde om. Der er jo for eksempel kollegaen på kontoret, frøken Dreyfuss, som han hver dag tager elevatoren sammen med - og som han vil gifte sig med. Hun skal bare lige vide det!

I stedet kaster han sin kærlighed på en pyton, som han kalder Gros-Câlin - Stort-Knus - og som lever sammen med ham i lejligheden, og kan rulle sig rundt om ham, og give ham de længe ventede kærtegn. Eller han går til luderne - helst dem med lange arme, som kan holde godt om ham.

Cousin er forældreløs efter, at hans forældre 'forlod ham for at blive dræbt i en bilulykke'; og han er bestemt et meget ensomt menneske, hvor man hurtigt fornemmer, at tingene kører lidt skævt for ham i denne jagt på tosomheden.

Undervejs begynder rollerne at skifte; Cousin bliver til slangen og omvendt. Det er grotesk og det er lidt trist - og det er til tider hylende morsomt. Han forsøger at skabe sig venner, men ender med at blive regnet for en sindssyg, og kollegerne på kontoret kommer for at se slangen og gøre grin med ham. Den eneste, der seriøst vil hans selskab er en kollega med tvivlsomme politiske aktiviteter, som tydeligvis ser en potentiel galning, som man kan få til at gøre det beskidte arbejde.

Bogen har to slutninger; efter Gary begik selvmord i 1980 fandt man en anden slutning, som er tilføjet denne bog. Den er mere morbid og trist end den oprindelige - måske et tegn på Garys egen ensomhed. Hans kone, den franske skuespillerinde Jean Seberg, havde begået selvmord året inden.

Men det største kunststykke er nu ordkunsten; hans evne til at springe rundt i begreberne uden at forvirre dem totalt; at give en ny mening til kendte begreber, så man til tider tror, at man læser et nyopfundet fransk. Jeg havde forventet noget mere klassisk i stil med hans tidligere romaner - men dette er ganske enkelt overvældende!