L'homme qui rit - Victor Hugo

• Fransk
• 15.-27. april
• 763 sider
• Dansk titel: Manden, der ler

Det har taget mig ekstraordinær lang tid at komme igennem Hugo's mere ukendte mesterværk Manden, der ler,  som netop er filmatiseret med Gérard Depardieu som én af hovedrollerne. Filmudgaven virker umiddelbart langt mere tiltalende på mig end Les Misérables i en banaliseret Hollywood-musical-udgave - røde knopper garanteret!

Der er jo en begrænsning på, hvor mange Hugo-romaner man kan læse, og derfor tog jeg min tid og nød den. Samtidig var den også på sin vis mere kompleks end de andre, jeg har læst. Historien er stadig på overfladen relativt banal:

Den lille dreng, der er skamferet for at skjule sin herkomst og som smides af en båd af den forbryderbande, der har købt ham af den engelske konge. Han flygter og finder på sin vej en baby oven på den døde mors krop. Han tager barnet med sig, og ender med at falde over Ursus, den rejsende gøglerfilosof, som tager børnene til sig.

Drengen, Gwynlaine, er skamferet i en grad, at publikum elsker ham - med hans ansigt, der ligner et evigt grin. Dea, pigen, er blind og elsker derfor Gwynlaine betingelsesløst. De bor med Ursus og hans tamme ulv, Homo - en vis ironi i navnene. Der skal en masse forviklinger til, og endelig ender det hele tragisk, som det tit gør hos Hugo.

Men intet er så enkelt hos Hugo heller! Episoden, hvor Gwynlaine smides af båden, følges af en næsten 100 sider lang fortælling om bådens forlis. Dernæst en lang historie om det engelske aristokrati i begyndelsen af det 18. århundrede, hvor historien foregår. Kampen mellem klasserne er temaet og det er en yderst politisk roman, som Hugos andre selvfølgelig.

Gwynlaine ender med at blive ført bort af politiet, og opdager, at han er en engelsk lord. Den tidligere konge stod bag hans skamfering og salg, og nu vil man restituere ham. Men mødet med overklassen er ikke nemt, og Gwynlaine er igen kun til grin på grund af hans specielle ydre. Han fornægter det hele for at genfinde Ursus og Dea - men med et tragisk udfald.

Iblandt hele denne historie forfalder Hugo til lange beskrivelser af fyrtårne, adelstitler og bygninger - hans forkærlighed for arkitektur fornægter sig ikke. Derfor kræver den fordybelse, men det var tiden værd. Smuk smuk læsning.

I øvrigt er romanen filmatiseret allerede i 1928 som stumfilm; og figuren Gwynlaine er oplægget til den berømte Joker fra Batman-filmene. En vaskeægte klassiker!