Vi ses i morgen - Eva Jørgensen

• Dansk
• 31. marts - 1. april
• 235 sider

Da jeg var i Danmark i februar bestilte jeg et par bøger igennem moderens bogklub; det er rart at have et lille lager af danske bøger her langt væk hjemmefra. Da jeg tilmed vidste, at jeg ville komme tilbage i påsken, var det jo oplagt, da de hurtigt kunne hentes med hjem.

En af de bøger jeg valgte, var denne - udfra en spotpris dog, da jeg ikke vidste meget om bogen men blot kendte forfatteren, som alle danskere vel gør.

Det er en barsk historie; om manden, der midt i sin karriere, som snart nygift og nybagt far får en dødsdom. En absolut aggressiv og modbydelig form for sklerose, ALS, som ikke kan helbredes og knapt kan stoppes eller sættes i bero.

Eva Jørgensen fortæller historien med sine ord - hun berører følelserne, der ledsager chokket, vreden, angsten, sorgen. Hun fortæller om de tekniske besværligheder, om problemerne med at få hjælp fra kommunen, om at få manden til at indse, at han ikke er uovervindelig. Der er problemerne med at integrere hjælpere i dagligdagen, som konstant skal være i deres hjem.

Det er dog meget "let" læsning; det er mange små paragraffer med meget luft imellem. Det var slevfølgelig barsk læsmning til tider, men jeg syntes også, at der var en vis distanceren til det virkelig ufatteligt svære emne. Muligvis fordi den er skrevet umiddelbart efter mandens død som en slags terapi, men hvor hun stadig har været i en choktilstand?

Prognosen hedder 2-4 års levetid efter diagnose; men Steffen Knudsen dør efter blot ti måneder. Jeg er ikke læge, men man kan læse sig til i bogen, at han flere gange nægter medicin, hjælpemidler eller sondemad, som muligvis kunne have forlænget det med noget tid.

Så kan man vurdere, om det er den ekstra tid værd? Eller om man skal leve den sidste tid kort og intenst og nå de sidste ting man gerne vil - med en vis værdighed i behold? Netop denne sygdom kunne trække den sidste tid ud i noget meget uværdigt og pinefuldt - og set i det lys ville jeg nok gøre som han; men der er stadig en familie - en kone og et lille barn.

Det giver stof til eftertanke; men jeg har dog også en fornemmelse af, at den senere erindringsbog kunne være bedre fordi der er kommet lidt afstand til sorgen.

Den kan faktisk læses på en aften; jeg var ude at rejse, men den blev læst stort set på flyturen hjem. Og det er ikke et køb, jeg fortryder!