Alfabethuset - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 8.-10. april
• 634 sider

Jeg har holdt ud i lang tid, og var ikke faldet i Jussi-fælden. Faktisk havde jeg ikke lyst. Jeg synes, at hans eksponering i forbindelse med en tilbygning var smagløs. Det lugtede af udnyttelse af et kendt navn, og så stille sig op i underlødige medier for at få lidt hurtig medvind i sagen. Hvilket vist også lykkedes - men det er i mine øjne grotesk usmageligt; og dermed endnu en grund til ikke at supplere hans indtægter ved at købe hans bøger.

Da jeg sidst var i Danmark så jeg så et tilbud på tre styks for 200 kroner; og så faldt jeg for fristelsen til at købe de to allerførste. Det var helt overlagt men måske ikke den bedste beslutning set i bagspejlet.

Alfabethuset er fra 1997 - og der er forhåbentligt sket en rivende udvikling i hans skrivestil i takt med successen. Jeg var nemlig ved at smide den i skraldespanden allerede efter to sider. Det var ulideligt ubehjælpsomt - en slags ungdomsbog i den litterære sværhed, og det var lidt af en kontrast efter at have læst et afghansk mesterstykke af ordmagi.

Men jeg var stædig, og fulgte med i den langtrukne fortælling om de to engelske piloter, der bliver skudt ned i Tyskland under 2. Verdenskrig. Deres lange kamp for at komme i sikkerhed, og ikke mindst den repetitive monotone fortælling om deres tid på et lazaret for sindssyge højtstående SS-officerer. Hele denne optakt varer 270 sider, og det er langt!

Anden halvdel foregår i 1972, hvor vi genfinder den ene undslupne soldat tilbage i sit engelske liv. Han har holdt sig væk fra Tyskland og alt tysk siden krigen, men med de Olympiske Lege i München og mødet med en engelsk læge fra hans frigivelse bringer minderne tilbage. Så efter at have fornægtet sin historie i 28 år er det ham pludselig meget magtpåliggende at finde den ven, som han forlod på lazarettet i 1944.

Der var en grum historie mellem tre af de andre patienter; for ligesom de selv simulerede sindssygdom, så gjorde andre det også. Som de tre monstre, der tilmed havde en togvogn fuld af kontanter og kunstværker holdende på et øde jernbanespor. En skat, de regner med at få fingre i efter krigen - men som de to engelske soldater hører om.

Der er de sædvanlige forviklinger - de tre tyskere tror til sidste åndedrag, at de to englændere er tyske SS-officerer. Personligt synes jeg, at det var ærgerligt for historien, at dne sandhed ikke kom frem til dem inden de døde.

Så er der alle kampene, drabene osv. Det er altid den dårlige del i en krimi - at skulle igennem halvtreds sider af en nærkamp finder jeg umådeligt uinteressant. Og endelig er der mødet mellem de to venner, og erkendelsen for den ene af at have mistet en menneskealder dopet og hensygnende. Men ikke mere, at han efter 28 år blot dropper en enkelt medicinindtagning, og pludselig kan tale flydende (efter at have holdt mund i 28 år) og huske stort set alt. Totalt utroværdigt!

Jeg tror ikke, at jeg skal i gang med den næste lige med det samme - min smertegrænse skal vist komme sig litterært efter dette chok. Men måske er de senere krimier bedre!