Maudit soit Dostoïevski - Atiq Rahimi

• Fransk
• 5.-7. april
• 274 sider
• Dansk titel: Den satans Dostojevskij

Den fransk-afghanske forfatter vandt stor berømmelse med sin lille roman Den tålmodige sten, og er nu tilbage med endnu en roman med Afghanistan som kulisse. Den er ligeledes lettere vanvittig - så vanvittig som et samfund i krig gør dens befolkning til.

Titlen hentyder til Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf, som jeg dog ikke selv har læst. Det er muligt at man vil få en anden opfattelse af Rahimis roman, hvis man har den erfaring med. Eller også vil man sammenligne for meget og blive frustreret? Det er svært for mig at sige.

Den unge Rassoul står med øksen hævet over hovedet på den gamle pantelånerske, da parallellen til den russiske roman slår ned i ham. En roman, han læste, da han som ung studerende af den kommunistiske fader blev sendt til Sovjetunionen. Han flygter fra stedet og når ikke at få sit bytte med - de penge og smykker, som skulle have hjulpet hans forlovedes - Souphias familie. Navnene er lagt tæt op af de russiske kan jeg se; handlingen er meget nær - og uanset hvad, er der et bånd mellem Afghanistan og Sovjetunionen. Et bånd, som det nye styre forsøger at fortie og glemme - og ikke mindst straffe alle med baggrund i det kommunistiske styre.

Rassoul tager hjem, men bliver samme nat arresteret, da hans udlejer har anmeldt ham for ubetalt husleje. Han kommer i kontakt med adskillige soldater af forskellig rang - men ingen konfronterer ham med et mord, og da han vender tilbage til gerningsstedet er liget væk. Det er en grotesk situation midt i en, Kabul, hvor raketterne samtidig flyver om ørerne på befolkningen. De fleste unge mænd gemmer sig i hashhuler, hvor de ryger dagen lang i håbet om at dø inden de skal i krig.

Rassoul er også ved at blive vanvittig - af absurditeten i det hele; han snakker ikke i dagevis, og render fortvivlet rundt i byen på jagt efter en kvinde i en blå burka. Det er jo kafkask ironisk, når man forestiller sig et afghansk gadebillede!

Da han endelig beslutter sig for at melde sig selv, er der ingen, der vil høre på ham. Fordi det var en pantelånerske; fordi det var en kvinde, som kun tæller for halvdelen af en mand. Fordi han ikke kan redegøre for, hvilken politisk klan han tilhører. Fordi han bliver ved med at snakke om sine principper om værdien af et menneskeliv - en værdi, som for længst er gået fløjten i Afghanistan.

Det er vanviddet sat på spidsen - det menneskelige vanvid; krigens og samfundets vanvid og til dels religionens. Lige så stærk skarp og præcis i ordene som Den tålmodige sten, og absolut en uforglemmelig læseoplevelse selvom man ikke har læst 'originalen', vil jeg mene.