I Know Why The Caged Bird Sings - Maya Angelou

• Engelsk
• 2.-4. april 
• 309 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg læste den første bog af Maya Angelou var jeg ikke klar over, at det faktisk var den sidste - i en række på seks, som udgør hendes erindringer. Ydermere læste jeg den på fransk - men det er der rådet lidt bod på nu.

Nu er jeg startet med den første - og på originalsproget. Jeg går generelt ikke ind for at læse oversættelser, hvis man har muligheden for at kunne læse originalen. Det er lidt sværere med kinesisk jo - men engelsk skal man altså.

Angelou er født i 1928 i en fattig sort familie, hvor hun vokser op hos farmoderen, Momma, sammen med broderen Bailey. Man får ikke meget at vide om forældrenes forhold andet end, at de er skilt. Momma har en lille forretning, hvor hun sælger fornødenheder til byens sorte befolkning, når de udmattede vender hjem fra markerne, hvor de har plukket bomuld hele dagen. Det er stadig en tid med enorm segregation mellem sorte og hvide; og som lille pige betragter Angelou de hvide som nærmest ikke-eksisterende eller så urealistiske som mænd fra Mars.

Det er et relativt simpelt liv, hvor højdepunkterne er den ugentlige kirkegang - det er de sortes trøst, at der en Gud, der passer på dem. Måske endda lidt mere end på de hvide, for hvorfor skal de ellers lide sådan, hvis ikke der er en mening med det i livet efter døden?

Men en dag dukker faderen op, og tager børnene med til moderen, hvor de skal bo. Moderen er en farverig affære - med lidt halvdunkle jobs, og en kæreste, som hurtigt fatter interesse for den 8-årige pige. Først misforstår hun det som faderlig ømhed - men da hun bliver udsat for en fuldbyrdet voldtægt går alvoren op for hende. Der følger en retssag, og manden bliver lynchet til døde - en handling, der til gengæld forbigås i tavshed. Den slags ordner man selv i det lille samfund. Og så kommer de retur til Momma.

Nogle år senere kommer de dog tilbage til moderen i San Francisco, hvor de tilbringer teenageårene. Angelou beskriver sin skolegang og generelle små hverdagsoplevelser med den indsigt i livet som sort i et hvidt samfund, som hun senere har. Hun beskriver sin kamp for under 2. Verdenskrig at blive byens første sorte sporvognskontrollør, og angsten og bekymringen for ikke at blive til en kvinde.

Hun er lang og ranglet; og en dag tager hun sagerne i egen hånd og tilbyder sig til en af gadens drenge. En enkelt temmelig trist episode, der ender med en graviditet som 16-årig. Dermed slutter den første del af erindringerne - og selvom der var nogle lidt stille dele af bogen, som jeg ikke var helt vild med, så vil jeg bestemt læse de fire mellemliggende. Hun har uden tvivl haft et spændende liv, men jeg tror ikke, at barndommen er det mest interessante i hendes livshistorie. Men den skal med for at forstå personen selvfølgelig.