Dormir avec ceux qu'on aime - Gilles Leroy

• Fransk
• 28. april
• 221 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

 "Det er én ting at vide, at man er på toppen af sin karriere som forfatter; det er noget andet at acceptere, at man ikke har udtømt alle muligheder for at elske og blive elsket."

I min frie oversættelse er det indledningen på Leroys selvbiografiske roman om et kærlighedseventyr. Han lander i Rumænien som led i en bogturné efter udgivelsen af Alabama Song, som skaffede ham den eftertragtede franske Goncourt-pris. Da han møder sine lokale ledsagere fra forlag og ambassade, falder han hovedkulds for den langt yngre Marian. En ung musiker, der samtidig arbejder i den boghandel, hvor han skal læse op af sine værker.

Et kontroversielt møde mellem em midaldrende franskmand og en ung rumæner. Mellem to mænd. I et land, hvor homoseksualitet endnu ikke har mistet sin belægning af tabu. Titlen angiver fint det mismod, der præger bogen - Sove med dem, man elsker. Hvilket ikke altid er så ligetil, som det lyder.

De indleder en affære. De får lov at låne et af Ceausescu-parrets tidligere sommerhuse, hvor de kan udleve deres passion i fred. Men Leroy skal rejse igen. Der er svigtende internetforbindelser; der er utallige tidsforskelle mellem hans rejser og Marian, som bliver hjemme. Der er Marians spirende karriere som musiker. Og der er aldersforskellen og den forskel i lethed, hvormed vi tager på kærligheden som 26-årig eller 49-årig.

Jeg synes, at det var en trist bog. Den er hjerteskærende ærlig i sin beskrivelse af Leroys forhold og hans angst for at miste den unge mand. Hans ensomhed som forfatter, der rejser jorden tynd men alligevel sidder hver aften alene og skuer efter en email, der ikke kommer. Om valget af til sidst at sætte en stopper for et urealistisk forhold for at undgå mere smerte. At erkende, at man ikke kan sove sammen med den, man elsker af så utroligt mange årsager.

Samtidig forelsker Leroy sig i landet - der har altid været stærke bånd mellem Frankrig og Rumænien. Og da han kommer nær på nogle af Ceausescus tidligere tjenestefolk er der en mindre parallel historie om deres fald fra tinderne i 1989. Det er minimalt, og symboliserer for mig mere det infinitivt triste i hele skildringen. Som om, at noget der kom fra et land med den grusomhed ikke kunne blive til noget smukt.

Som meget andet gay-lit synes jeg, at det er modigt således at udstille sine famtasmer - især når det er selvbiografisk og på et sprog med overvejende katolske læsere. Jeg var helt melankolsk ved slutningen - men på en dejlig måde.