Thursday, May 2, 2013

Citadel - Kate Mosse

























  • Engelsk
  • 29. april - 2. maj
  • 923 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Ligesom sidst jeg læste Kate Mosse var også denne indkøbt til ferie- og flylæsning. Det er det helt perfekt til!

Det skulle tilsyneladende være sidste bind i en trilogi om sydvest-Frankrig og katarerne - emner, som går igennem i de to første bøger, men som er mindre dominerende i denne roman. Heldigvis! Jeg var ikke begejstret for den sidste og syntes, at der var for meget Dan Brown over plottet. Der er stadig to parallelle historier og en snert af en religiøs hemmelighed, men det handler langt mere om modstandsbevægelsen i Frankrig under 2. Verdenskrig.

Historien foregår fra sommeren 1942, da Frankrig er delt i to med Pétain som leder og i samarbejde med tyskerne og frem til 1944, hvor de allierede befrier landet. Den unge Sandrine er lykkeligt uvidende om bagsiden af medaljen af krigen indtil hun en dag redder en ung mand op fra floden. Han forsvinder, men hun bliver selv slået ned og da der dagen efter er en større demonstration i anledning af 14. juli og imod den tyske besættelse får hun for alvor øjnene op for, at noget andet foregår.

Hun involveres stille og roligt i bevægelsen gennem sin søster, som er særdeles aktiv. Hun bliver således hovedkvinden bag en udelukkende kvindelig gruppe af modstandskæmpere i Carcassonne - som hjælper de mandlige maquis oppe i bjergene.

Parallelt følger man historien om munken, der flygter fra Alexandria i 342 med et esoterisk skrift, som skulle have konsekvenser for kristendommen. Han begraver det endelig i bjergene, men myten holder ved og nu vil tyskerne have fat i det.

Det er selvfølgelig et højst usandsynligt plot - men der er en god rytme i spændingen, og ikke mindst en god og troværdig historie om den franske modstandsbevægelse. Der er personer, der efter sigende går igen fra de to tidligere romaner - men efter fem år indrømmer jeg, at detaljerne flød lidt ud lige der. Navnene var bekendte - men de præcise detaljer lidt væk.

Alligevel var det glimrende læsning til flyet og liggestolen de første par dage.

No comments: