Crazy River - Richard Grant

• Engelsk
• 27.-29. maj
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er selvfølgelig to overhængende farer ved at læse rejsebøger. For det første får man en ustyrlig trang til at rejse til alle de fantastiske steder, der beskrives - selvom det absolut ikke altid kan anbefales at gøre det på samme halsbrækkende måde. For det andet er der tit referencer til andre bøger - rejseforfattere er en særlig lukket kreds af individer, som inspireres på kryds og tværs. Denne bog refererer til Theroux; Theroux selv refererer en del til Kapuscinski... og så fortsætter det videre.

Richard Grant er en engelsk født forfatter nu bosiddende i USA. Han havde tidligere rejst i Afrika, men under temmelig beskyttede former. En dag opdgaer han, at der tilsyneladende aldrig er nogen, der har rejst ned ad hele Malagarasi-floden - fra Burundi gennem Tanzania og ud i Tanganyika-søen.

Det er et halvfarligt projekt, og han må lede længe for at finde en frivillig, der vil ledsage ham - sammen med en hel delegation og med ledsagende biler på flodbredden. Det er temmeligt langt fra Stanley og Livingstone, og også for Grants eget store forbillede, den engelske opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, som ledte efter Nilens kilde igennem mange år.

Grant tager først til Zanzibar, hvor han møder Stone Towns befolkning af moderne hippier, der lever i en tilstand af Peace & Love, alkohol og joints - og temmelig meget fra dagen til vejen. Men der er ingen, der snyder ham - for som han skriver; 'jeg elsker Afrika, men det er første gang, at jeg selv skal gå i gaderne, handle osv.' Et meget sigende udsagn, synes jeg! Det er nemt at elske Afrika - man kan jo faktisk ikke andet; men de fleste turister ser det fra en temmelig beskyttet synsvinkel. Mine fem uger i en afrikansk landsby for to år siden gav også mig den anden vinkel - den, hvor du bruger tid på at gøre rent uden elektroniske hjælpemidler; skal på markedet efter mad; til brønden efter vand og i det hele taget leve uden elektricitet og rindende vand (for slet ikke at tale om fjernsyn, internet osv.). Så kan man elske eller hade Afrika!

Men Grant kommer langt om længe afsted ned ad sin flod; det bliver umuligt at gennemføre hele projektet men undervejs møder han de lokale, der forklarer ham om problemerne med krybskytter, med overgræsning af kvæg og den manglende forståelse hos de indfødte for, at kvæg ikke er et statussymbol men mad. Han kommer i berøring med alle alle former for overtro og tilmed en hel del sygdomme på trods af malariapiller. Måske ganske enkelt det fysisk opslidende ved deres rejse og det kulturelle chok, der trætter et vestligt menneske, der er uvant med den slags.

Jeg var temmelig fascineret af hans tilgang til Afrika, som er meget lig min egen - opfattelsen af, hvordan vi fejlplacerer nødhjælp og dermed slet ikke hjælper er en upopulær ytring; men ikke desto mindre sand. Grant formår at se igennem både de gode og de dårlige sider af dette fascinerende kontinent - også til tider ved at drage paralleller tilbage til de første opdagelsesrejsende for at illustrere både udviklingen og manglen på samme i vores opfattelse af Afrika og dets indfødte.

Endelig når han til Rwanda; om noget et land, der fascinerer mig. Efter massemordene er det en helt utænkelig situation at kunne genopbygge et land og forestille sig, at tutsier og hutuer kan leve fredsommeligt sammen. Han opnår et møde med landets præsident siden 2000 - Paul Kagame. Rwanda er meget specielt i afrikanske sammenhænge; det er langt længere fremme økonomisk og meget mindre afhængig af ulandshjælp end andre afrikanske lande. Der er mange strikse love, som får nogle til at kalde det for et diktatur - men der er langt mindre korruption end i andre lande.

Grant får et temmelig ærligt og interessant interview med Kagame, inden han selv besøger de mange mindesmærker for massemordene. Og her tænkte jeg virkelig, at det er et land jeg ganske enkelt MÅ besøge en dag! Det er ikke en ny idé, men den vokser sig stærkere og stærkere, hver gang jeg læser om det land.

Den anden konsekvens er så Burton, som fylder meget i Grants bog. Nu må jeg have fat i nogle af hans biografier - eller rejsebeskrivelser; for han er kendt for andet end at have oversat Kama Sutra og 1001 nats eventyr!