Monday, May 20, 2013

Le Jardin des larmes - Arnaud Delalande
























  • Fransk
  • 19.-20. maj
  • 428 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mavepuster!!!! Umulig at lægge fra sig, og samtidig uendelig trist og grum historie.

Historien starter med et møde i Senegal på et lille hotel - ikke langt fra den lille landsby, jeg har været i fire gange nu - og et sted, jeg selv har spist frokost. Det starter derfor idyllisk på en strand, hvor en forfatter, der er løbet tør for inspiration og ikke kan finde mening med sit liv bliver inviteret af en ven. Han får blot at vide, at han vil møde to personer, der vil sætte tingene i perspektiv for ham. Det siges ikke direkte, at det er forfatteren selv, der beskriver det møde - men jeg antager det,

De to andre personer er dog "opdigtede" - deres navne er ændrede ligesom de organisationer, de arbejdede for. Alt andet ville være umuligt - men jeg er ikke i tvivl om, at det er to reelle humanitære arbejdere, hvis historier fortælles.

De er vidt forskellige og alligevel sammenligneligt grusomme.

Sébastien er en mand i krise - han er i et ulykkeligt ægteskab, og kan ikke indrømme sin biseksualitet for konen. Men pludselig rabler det, og han vil ændre sit liv. Efter skilsmissen søger han job som nødhjælpsarbejder, og bliver sendt til Sri Lanka i sommeren 2004 - et relativt enkelt sted at starte som leder af de tre baser NGO'en har der.

Lise er jordemoder, og har tidligere været i Cameroun og Senegal - også relativt sikre steder politisk set; inden hun i 1994 sendes til Rwanda. Hendes bevæggrunde er mere motiveret af en katolsk opdragelse og ideologien om at gøre noget godt for andre, og sætte sit spor i verden.

De ender begge med at stå i to af de absolut værste katastrofer i nyere tid - massemordene i Rwanda begået af hutuerne mod tutsierne - og tsunamien i julen 2004. Den ene er menneskeskabt af had og kultur; den anden er naturens kræfter - men begge er dybt ødelæggende.

Jeg har tidligere læst flere bøger om Rwanda - både af den tidligere belgiske FN-soldat, som fortæller historien fra en militær - og human - vinkel; og af den fantastiske forfatter fra Rwanda selv. Men den historie ophører aldrig med at give mig røde ører over den vestlige verdens venden det døve øre til - og fysisk kvalme over beskrivelserne.

Tsunamien er nok mere illustreret i film; jeg erindrer ikke at have læst en bog, der så detaljeret beskriver katastrofen. Og for Sébastien bliver denne katastrofe et chokerende møde med NGO'ernes medaljebagside. Hvordan der sendes de forkerte ting - fordi det ser bedre ud at filme til klokken 20-nyhederne end en flok unge, der graver latriner. Fordi det gælder om at promovere sin egen NGO i den evige kamp for mere mammon - og tit uden hensyntagen til, om befolkningen har et reelt behov.

Det er kendt, at der blev sendt alt for mange penge til tsunamiofrene - at mange midler rådnede op i lagre eller havnede i de forkerte hænder. Men vi gav og gav for at købe os god samvittighed. Alt det, vi ikke gjorde, da de i Rwanda blev hakket i småstykker af en machete af naboen - eller ægtemanden.

De to personer kommer begge ud af det med enorme ar på sjælen, og udover at fokusere på det materielle spild, fokuserer Delalande mindst lige så meget på det humane aspekt. Visse nødhjælpsarbejdere melder sig på samme måde, som man i sin tid gjorde det i Fremmedlegionen - for at flygte fra et håbløst liv. Men er de så psykisk stærke nok til at udføre det arbejde?

Selvom de 'blot' kan vende hjem til er civiliseret liv efter at have set al den ulykke, og ikke skal forblive med minderne på stedet, så lever de stadig med visuelle minder, der ikke kan kureres med et varmt karbad og et køleskab, der fungerer.

Delalande sætter spørgsmål ved hele aspektet af humanitært arbejde - hvordan en NGO ikke er så altruistisk, som de gerne vil fremstå som og om de humane omkostninger ved at ville redde verden uden at kunne redde sig selv. Den ene mister al tro på verdens godhed efter at have set Rwanda - hvorimod den anden bliver mere troende efter at have oplevet tsunamiens ødelæggelser; måske ud fra en tro på, at der må være en mening med tingene, hvis noget sådant kan ske. Lise til gengæld forsøger selvmord og bliver nærmest alkoholiker. Det er barsk læsning.

Den første del af bogen var lidt træg - til gengæld var de litterære billeder fra katastroferne værre end en film kunne have fremstillet dem. Jeg måtte ganske enkelt til vejs ende - også fordi det var for grumt at stoppe og skulle tage den frem igen.

No comments: