- Fransk
- 30.-31.oktober
- 455 sider
- Dansk titel: Zulu
Det er en utrolig barsk historie - startende med mordet på en ung hvid kvinde i et slumkvarter i Cape Town. Detektiverne, der bliver sat på opgaven, er den sædvanlige blanding af good cop/bad cop med et tvist af Nesbøs Harry-karakter og en PC-nørd, som man kunne mistænke inspireret af Stieg Larssons Salander. Men det er nok efterhånden uundgåeligt ikke at skabe stereotyper - og især PC-genier må høre med til krimier i vores tidsperiode.
En af de mere interessante karakterer er den sorte betjent, Ali Neumann, hvis fortid langsomt afsløres. En historie om apartheid, vold og mord, som har skæmmet ham psykologisk for livet. Desværre dør han i slutningen af bogen - det var ellers en karakter, jeg gerne ville have set en serie bygget op omkring; men det er næppe Féreys intention.
Bogens handling udvides hurtigt fra det aktuelle mord til at blive en samfundsskildring af et samfund med en ekstrem voldsstatistik og med barbariske metoder for overlevelse blandt samfundets laveste. Det er en højspændt bog i fuld fart - måske ikke den perfekte krimi, og ej heller for sarte sjæle. Men det var glimrende flylæsning! Pudsigt nok faldt jeg i flyet over en artikel om afrikanske krimiforfatterer - af afrikansk afstamning - og det er absolut nogen, der skal ses nærmere på!
No comments:
Post a Comment